Autoriseret arbejde
Det er ulovligt at udføre arbejde, der kræver en autorisation, uden at have en autorisation. Det er også ulovligt at annoncere med, at man kan udføre autorisationskrævende arbejde, hvis man ikke er autoriseret.
Hvad skal du gøre, hvis du opdager uautoriseret arbejde?
Har du oplevet, at en virksomhed har udført ulovligt arbejde eller annonceret i strid med reglerne, kan du anmelde det til Sikkerhedsstyrelsen. Du kan også anmelde det, hvis du har oplevet, at en privatperson har udført arbejde, der kræver autorisation.
Den gode anmeldelse indeholder svar på nedenstående spørgsmål og er gerne ledsaget af fotos af det udførte arbejde:
- Hvilken type arbejde drejer det sig om?
- Hvor er det udført?
- Hvem har udført det?
- Hvornår er arbejdet udført?
- Hvis der er tale om ulovlig annoncering, har vi også brug for at få en kopi af avisannoncen, henvisning til hjemmeside eller andet bevis for annonceringen.
Det sker der med din anmeldelse
Når Sikkerhedsstyrelsen modtager en anmeldelse, får du en kvittering tilsendt. Derefter behandler vi oplysningerne og beslutter, om sagen skal meldes til politiet.
Som anmelder kan du ikke forvente at blive orienteret yderligere i sagen. Det er fordi, mulighederne for aktindsigt i henhold til offentlighedsloven og forvaltningsloven er begrænsede, når en anmeldelse kan ende med en straffesag.
Du skal i øvrigt være opmærksom på, at Sikkerhedsstyrelsen ikke kan garantere dig anonymitet som anmelder.