Opladning i fælles cykelkælder
Kreativiteten er stor, når der skal etableres forsyning til opladning af elcykler, for eksempel i kælderen i en ældre ejendom, hvor der er for få stikkontakter. Kædekobling af forlængerledninger, brug af flerstikdåser og anvendelse af ”snydepropper” er desværre ikke usædvanligt. Dog kan denne installationsmetode være både ulovlig og udgøre en reel brandfare.
Derfor anbefales det at få udført en fast installation til dedikerede stikkontakter, som forsynes fra deres egen gruppe.
Se mere i videoen nedenfor.
Begræns brandfare med AFDD
Brandfaren ved opladning af elcykler kan begrænses med Arc Fault Detection Device (AFDD) eller gnistbeskyttelse, der indtil videre blot er en anbefaling i Danmark.
AFDD'en detekterer gnistdannelser i dårlige forbindelser og lignende. Gnistbeskyttelsen kan dermed udkoble og beskytte mod brandtilløb, for eksempel i forbindelse med opladning af elcykler.
Se mere i videoen nedenfor.
Cykelinstallation, stikkontakter og kapitel 722
Skal en stikkontakt til opladning af elcykler i en boligforening, ligesom installationen til en ladestander til en elbil, også opfylde kapitel 722 og have sin egen særskilte RCD og minikredsbryder/automatsikring?
Ifølge DS/HD 60364 kapitel 722 skal strømkredse, der har til formål at forsyne et elkøretøj, have sin egen RCD og overstrømsbeskyttelse for hvert tilslutningspunkt. I videoen nedenfor informerer Steen Søgaard fra Sikkerhedsstyrelsen om, at kravet ikke gælder ved opladning af elcykler, hvor elmotoren blot er en hjælpemotor.
Opladning af elcykler ved flugtveje
Der er ikke altid en flugtvej eller fælles adgangsvej i en kælder, og dermed er der ikke nødvendigvis krav om, at stikkontakten ikke må forsynes fra samme gruppe som belysningen. Det er defineret i Bygningsreglementet, hvad der er en flugtvej eller fælles adgangsvej, og det er dermed reguleret af bygningsmyndighederne.
I videoen forklares det, hvilke konsekvenser det har for installationen, om der er tale om en flugtvej eller ej.
Om vejledningen
- Videovejledningen er udarbejdet af Sikkerhedsstyrelsen i samarbejde med TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Indhold fra standarder er gengivet efter aftale med Dansk Standard.
14. december 2023
Opdateret 19. april 2024