Ladestandere i det offentlige rum

Når der installeres offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler, skal der tages højde for, hvordan installationen skal fejlbeskyttes. Der skal tages højde for, om det er klasse 1- eller klasse 2-ladestandere, og det skal afklares, om ladestanderen skal installeres i et TT-system eller et TN-system.

Fejlbeskyttelse af ladestandere i det offentlige rum

I videovejledningen beskrives, hvad der skal tages højde for ved installation af offentligt tilgængelige ladestandere. 

Lynladestation - forsyning og beskyttelse

Lynladestationer med store effektbehov kræver tekniske løsninger med særlige krav til forsyning, systemjording og fejlbeskyttelse.

I store og effekttunge ladestationer er den eneste reelle mulighed ofte at lade overstrømsbeskyttelsesudstyret håndtere fejlbeskyttelsen og sikre en afbrydelse af isolationsfejl inden for 5 sekunder. Denne løsning kræver, at netselskabet giver "nullingstilladelse", så der kan etableres et TN-system.

I videovejledningen nedenfor vises et eksempel, hvor otte parallelle kabler med separate PE-ledere forsyner en klasse l-tavle, hvorfra fire maksimalafbrydere forsyner de otte ladestationer. Tavlen er konstrueret i overensstemmelse med DS/EN IEC 493-7, som er en tavlestandard, der er specifikt designet til forsyning af ladestandere.

Beskyttelse af lynladestation og DC-stik

Lynladestationer og DC-tilslutningspunkter skal fejlbeskyttes. For de effekttunge lynladestationer opnås dette typisk ved anvendelse af overstrømsbeskyttelsesudstyr i TN-systemer.

For ethvert tilslutningspunkt er der krav om fejlbeskyttelse, og foran AC-tilslutningspunkter er der krav om, at beskyttelsen skal ske ved brug af en RCD med en mærkeudløsestrøm, der ikke overstiger 30 mA. 

Den autoriserede elinstallatørvirksomhed må, eventuelt i dialog med fabrikanten af ladestationen sikre, at DC-tilslutningspunktet er fejlbeskyttet mod en isolationsfejl.,

Om vejledningen

  • Vejledningen er udarbejdet af Sikkerhedsstyrelsen i samarbejde med TEKNIQ Arbejdsgiverne.
  • Indhold fra standarder er gengivet efter aftale med Dansk Standard.

21. februar 2023
Opdateret 26. maj 2023