Placering af kabler i kabelbakker

I en kabelbakke skal kabelbundter placeres med afstand. Hvis der er et frit spor mellem to kabelbundter, må det anvendes til kabler, der er "usynlige", dvs. mindre end 30 procent belastede. Dette har Nationalkomiteen S-564 taget stilling til, og i videovejledningen beskriver Steen Søgaard fra Sikkerhedsstyrelsen mulighederne.

Kabelbundter og usynlige kabler

I videoen beskrives det, hvad der kræves, for at et frit spor kan anvendes til fremføring af kabler, som er mindre end 30% belastede.

Forudsætninger:

  • Frirummet, der er til stede, når den vandrette afstand mellem nærliggende kabler er større end to gange deres yderdiameter (2 · D), kan anvendes til fremføring af kabler, der er maksimalt 30 % belastede.
  • Ved enkeltlag (installationsmetode 30 – 32) skal det sikres, at en afstand på mindst 0,3 gang kablets diameter overholdes mellem et kabel og en nærliggende overflade (0,3 · D), for at den naturlige luftcirkulation ikke er forhindret og strømværdierne for fri luft kan anvendes.
  • Når der dimensioneres med 2 · D i enkeltlag, kan frirummet anvendes til fremføring af kabler, der er maksimalt 30 % belastede under forudsætning af, at kravet om 0,3 · D overholdes til nærliggende overflader, men ikke mellem kablerne internt. Ved eksisterende installationer kan dette have været forudsætning for oplægningen/dimensioneringen
  • Når der er tale om kabelbundter, kan der i frirummet på 2 · D fremføres kabler, som er maksimalt 30% belastede.

Det er ikke muligt at tilføje strømkredse, som er under 30% belastet, ovenpå et enkelt lag kabler, fordi de 30% belastede kabler/strømkredse forhindrer det eksisterende enkelte lag i at afgive varme.

Hvis man vil tilføje "usynlige" kabler, skal oplægningsmetoden ændres fra enkeltlag til at være bundtet.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

Om vejledningen

  • Vejledningen er udarbejdet af Sikkerhedsstyrelsen i samarbejde med TEKNIQ Arbejdsgiverne.
  • Indhold fra standarder er gengivet efter aftale med Dansk Standard.

3. oktober 2022