Princip for typisk solcelleinstallation
Principskitsen viser en typisk solcelleinstallation, fx i et parcelhus.
Krav til installationen
Selve installationen skal udføres efter standardserien for elektriske installationer HD 60364, inklusiv det særlige kapitel HD 60364-7-712:2016, der omhandler solcellesystemer. Solcelleanlæggets elektriske installation går fra en solcellestreng, der er serieforbundet med kabler leveret af solcellemodulproducenten og frem til brugerinstallationen.
Et solcelleanlæg kan også udføres som et færdigkonfektioneret anlæg (samlesæt). Så monteres det efter fabrikantens anvisning.
Definitioner
De relevante termer og definitioner kan du finde i HD 60364-7-712, andre termer og definitioner kan du finde i Electropedia.
Krav til installationen på d.c.-siden
På d.c.-siden skal installationen udføres med dobbelt eller forstærket isolation. Materiellet på d.c.-siden, fx samlebokse og kabler, skal være klasse II eller have tilsvarende isolation.
Kabler på d.c.-siden skal vælges og installeres således, at risikoen for jordfejl og kortslutninger minimeres. Der skal anvendes enleder-kabler eller isolerede ledere (enledere) i isolerede rør eller kanaler. Kabler må ikke anbringes direkte på tagets overflade. Standarden EN 50618 omhandler kabler, der er beregnet til brug på d.c.-siden af solcellesystemer.
Der kan også anvendes ekstra lav spænding SELV eller PELV, men spændingen må i dette tilfælde ikke overstige 120 V d.c.
Det skal være muligt at vedligeholde og udskifte inverteren. Derfor skal der anbringes en afbryder eller minikredsbryder på inverterens d.c.-side. De stik, der anvendes på d.c.-siden, skal opfylde EN 50521 og EN 62852 og være kompatible samt passe til miljøet. Stik, der er tilgængelige for lægmand, må kun kunne afbrydes ved hjælp af en nøgle eller værktøj. Der er en betydelig risiko for, at der kommer en lysbue, hvis et d.c.-stik adskilles med belastning.
Ved flere end to parallelle solcellestrenge er der krav om overstrømsbeskyttelse af solcellestrengenes kabler - se punkt 712.53 i HD 60364-7-712.
Husk, at elektrisk materiel på d.c.-siden er under spænding, selvom installationen er afbrudt på a.c.-siden eller inverteren er frakoblet.
Krav til installationen på a.c.-siden
A.c.-kablet fra inverteren og frem til en fordelingstavle (solcelle-a.c.-strømforsyningskabel) skal udføres efter de generelle bestemmelser i HD 60364 -serien. Dog kan dimensioneringsstrømmen fastsættes ud fra den maksimale a.c.-strøm, der er oplyst af inverterproducenten - se punkt 712.433 i HD 60364-7-712.
Inverterens a.c.-kabel skal tilsluttes som et generatoranlæg til tilgangssiden af beskyttelsesudstyret i fordelingstavlen, medmindre tillægskravene i HD 60364-5-551:2010 punkt 551.7.2 er opfyldt. Tilslutning ved hjælp af en stikprop og stikkontakt er ikke en mulighed.
Solcellens a.c.-forsyningskreds skal være fejlbeskyttet, hvis der fx opstår en fejl på inverteren. Hvis der anvendes en RCD til fejlbeskyttelse, skal RCD’en være af type B, medmindre inverteren eller installationen giver mindst enkel adskillelse eller det er oplyst af fabrikanten, at inverteren ikke kræver en RCD af type B - se 712.53 i HD 60364-7-712.
Det skal være muligt at adskille inverteren fra a.c.-siden.
Fejlbeskyttelse
Der er for nye tilslutningssteder til og med 32 A krav om supplerende beskyttelse med RCD med mærkeudløsestrøm på højst 30mA. For eksisterende tilslutningssteder gælder kravet for tilslutningssteder til og med 20 A.
Kravet om supplerende beskyttelse med RCD for henholdsvis nye og eksisterende installationer kan du finde i § 35 og § 61 i installationsbekendtgørelsen. Det er muligt at afvige fra kravet fx af driftstekniske grunde. Hvis der afviges, skal tilslutningssteder være beskyttet ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr.
Standarden HD 60364-4-41:2017 stiller krav til beskyttelsesudstyrets udløsetid.
Udløsetiderne for stationært materiel er ifølge punkt 411.3.2 i HD 60364-4-41:
|
TT-system |
TN-system |
Fastforbundet materiel til og med 32 A |
0,2 sekund |
0,4 sekund |
Materiel over 32 A |
1 sekund |
5 sekunder |
Hvis der anvendes en RCD, vil udløsetiderne normalt overholdes.
I TT-systemer skal jordelektrodens overgangsmodstand til jord være tilpasset RCD’ens mærkeudløsestrøm. Du kan læse mere om krav til overgangsmodstand i vejledningen Fejlbeskyttelse af klasse-I invertere.
I Danmark er det ifølge § 53 i installationsbekendtgørelsen ikke tilladt at anvende RCD type AC i boliger.
Vejledning til fejlbeskyttelse af invertere
Transientbeskyttelse
Krav til beskyttelse mod transiente overspændinger på a.c.-siden findes i kapitel 443 i HD 60364-4-443:2016. Hvor der kræves overspændingsbeskyttelse, er der i punkt 712.534.103 i HD 60364-7-712 foruden krav om en SPD ved inverteren, hvis afstanden til inverteren er mere end 10 m. Er der krav om overspændingsbeskyttelse på inverterens a.c.-side, skal der ifølge punkt 712.443.101 i HD 60364-7-712 også installeres beskyttelse på solcelleinstallationens d.c.-side. Inverteren kan være udstyret med SPD’er på d.c.-siden - se punkt 712.534.102 i HD 60364-7-712. Hvor der ikke er krav om overspændingsbeskyttelse i henhold til kapitel 443, skal der foretages en risikovurdering i henhold til punkt 712.443.102 i HD 60364-7-712.
Mærkning
Tavler, hvor der er tilsluttet solcelleanlæg, skal af hensyn til personsikkerhed være mærket med et skilt, som er vist i HD 60364-7-712 punkt 712.514.101. Skiltet viser, at der er tilsluttet et solcelleanlæg. Kravet om mærkning fremgår af punkt 712.514 i HD 60364-7-712 og kan også omfatte andre dele af installationen.
Opmærkning ved installationens forsyningspunkt, fx i et kabelskab, skal udføres efter netselskabets anvisning. Ud over et skilt er der også krav om, at spændingsførende dele som fx fordelingstavler og samlebokse mærkes. De skal have en mærkning om, at spændingsførende dele stadig kan være strømførende efter adskillelse, fx med teksten ”SOLCELLE D.C. – Spændingsførende dele kan forblive strømførende efter adskillelse”.
Skilt, som er krævet i standardens punkt 712.514 kan ses nedenfor.
Strømubalance
I forbindelse med tilslutning af 1-fasede invertere i områder, hvor mange husstande har små anlæg, kan der være risiko for, at der opstår strømubalance (asymmetri) i distributionsnettet. For at undgå, at der opstår strømubalance, bør installatørerne sørge for at fordele inverterne ligeligt mellem faserne. Netselskabet kan have en anvisning for tilslutning af invertere, som skal følges.
Nettilslutning
Elproduktionsanlæg, herunder solcelleanlæg, skal overholde de tekniske krav, som netselskaberne og Energinet har fastsat efter EU-kommissionens forordning (EU) 2016/631 – Requirements for Generators (RfG) og elforsyningsloven.
Fællesregulativet stiller krav om, at produktionsanlæg skal overholde de tekniske krav og dokumentationskrav, der er fastsat i ”Tekniske betingelser for nettilslutning af produktionsanlæg til lavspændingsnettet (≤ 1 kV)”.
De tekniske betingelser kan du finde hos Green Power Denmark på følgende link: Nettilslutning
Green Power Denmark har udarbejdet en positivliste over solcelleinvertere, hvor de har vurderet, at inverterne overholder de tekniske betingelser, som de skal opfylde for at blive tilsluttet distributionsnettet.
Du kan finde positivlisten på følgende link: Positivlister
Verifikation
Eftersyn og afprøvning af installationen skal udføres efter standarden HD 60364-6. Standarden EN 62446 indeholder supplerende krav til systemdokumentation, idriftsættelsesprøver og inspektion.
Autorisation
Tilslutning af et solcelleanlæg skal udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.
Du kan finde oplysning om autorisationskrav på følgende link: Det kræver autorisation at tilslutte et solcelleanlæg.
Om vejledningen
- Indhold fra standarder er gengivet efter aftale med Dansk Standard.