Hvem har ansvaret for maskinen?

Artikel fra 2004:

Forhistorien er, at virksomheden køber en maskine, måske i Sverige eller Tyskland, og får den leveret. Maskinen skal have noget strøm, og derfor kontakter virksomheden en elinstallatør, og beder ham om lige at smutte forbi og sætte maskinen til. Hvis virksomheden selv har en elinstallatør, forventes han naturligvis at klare jobbet. Præcis her opstår baggrunden for ét af de mest almindelige problemer, jeg støder på i forbindelse med eftersyn af maskiner i industrien.

Elinstallatørens forhåndsinformation er måske blot, at maskinen har nogle ledige klemmer, og han lige skal trække et kabel. Skal elinstallatøren blot tilslutte maskinen er der normalt ingen problemer, men består maskinen af flere enheder eller enkeltdele, skal han tænke sig om. Ved at udføre tilslutningen og sammenkoblingen af de enkelte dele risikerer elinstallatøren at være godt på vej til at blive fabrikant af maskinen, fordi han ændrer på maskinen. Elinstallatøren er helt utilsigtet på vej ind i nogle problemer med langtrækkende konsekvenser. Derfor er det vigtigt, at hver gang en elinstallatør har med maskiner at gøre, skal han overveje følgende: Hvad er det jeg skal? Hvilken rolle har jeg? Er jeg maskinfabrikant eller er jeg elinstallatør?

Den faste grundregel er, at der ikke må tilkobles noget som helst, før elinstallatøren har undersøgt de tekniske data, og om der findes overensstemmelseserklæring for den konkrete maskine. Det drejer sig med andre ord om, at finde ud af, om der er andre, der allerede har taget ansvaret for, at maskinen overholder gældende krav. Og ikke mindst hvor langt dette ansvar rækker ved den konkrete maskine, fordi der kan være store forskelle. Det centrale er, om der eksisterer en overensstemmelseserklæring eller om der blot er fremstillet en komponenterklæring. En del maskinfabrikanter udarbejder en overensstemmelseserklæring, som gælder for den færdige og komplette maskine på fabrikken, hvor maskinen skal anvendes. I sådanne tilfælde kan elinstallatøren tilslutte maskinen uden problemer, når blot han følger fabrikantens anvisninger, fordi maskinfabrikanten har påtaget sig ansvaret. Men tit og ofte er der kun lavet en komponenterklæring, hvori der står: Denne maskine må først tilsluttes eller indgå i en maskine, såfremt der udfærdiges en overensstemmelseserklæring, af en fabrikant, som påtager sig det endelige ansvar. Her falder mange installatører i vandet. De tilslutter bare maskinen. Men papirarbejdet er ikke i orden, og sådan en maskine er ulovlig.

En af de gentagne faldgrupper ses typisk i forbindelse med manglende forsyningsadskiller foran maskinen. Fabrikanten har blot skrevet en komponenterklæring, og i monteringsanvisningen noteret, at forsyningsadskilleren ikke leveres med. I stedet skal elinstallatøren levere forsyningsadskilleren, og hvis elinstallatøren tilslutter maskinen uden at se i papirerne, er han godt på vej til, at skifte kasket og blive maskinbygger med ansvar for overensstemmelseserklæringen.

Skillepunktet er nemlig tilgangsklemmerne på forsyningsadskilleren. Fra og med forsyningsadskilleren er det maskininstallationer, og her er det maskinbyggerens ansvar, at maskinen overholder de lovmæssige krav. Derfor skal elinstallatøren altid huske at spørge sig selv, om han nu er på vej til at blive maskinbygger. Her skal man jo ikke glemme, at forsyningsadskilleren skal sikre, at maskinen kan afbrydes (med anvendelse af hængelås), således serviceringen kan foregå, mens maskinen er ude af drift. Opstår der en ulykke, hvor en maskine er tilkoblet uden forsyningsadskiller, vil der ud over de menneskelige skader også blive gennemført en sag om, hvem der rent faktisk har ansvaret for maskinen og ulykken.

Nogle elinstallatører vælger at blive maskinfabrikanter eller måske blot delfabrikanter, og begge roller kan man kan man jo sagtens have. Blot skal man sørge for at udføre de teknisk rigtige løsninger. Jeg oplever, at problemerne i høj grad handler om manglende ledningsidentifikation. Reglerne i maskinsikkerhedsstandarden siger, at enhver ledning på en maskine umiddelbart skal kunne identificeres. I nogle tilfælde kan en ledning faktisk umiddelbart identificeres i hele dens udstrækning, og så er denne metode fuldt lovlig. Men i virkelighedens verden er der flere hundrede ledninger i en maskine, og så er mærkning af samtlige ledninger den bedste løsning. Endelig skal den ansvarlige med sit navnetræk på overensstemmelseserklæringen stå inde for, at der findes dokumentation i form af tegninger, betjeningsvejledninger, vedligeholdsanvisninger mv. til maskinen, og at alt overholder de gældende krav.

Der findes en del eksempler på f.eks. udenlandske maskinfabrikanter, som hævder at ledningsidentifikation ikke er et krav i f.eks. Tyskland eller Frankrig, men der gælder de samme regler i hele Europa. Det er klart, at det kan volde problemer at få udenlandske fabrikanter til forstå, at de skal lave ledningsidentifikation på maskiner, som opstilles i Danmark - ja i hele Europa. Derfor er det helt centralt, at installatører, maskinfabrikanter og ejere er meget grundige og altid sørger for at få placeret ansvaret for maskinen i tide. I nogle tilfælde kan fejlene koste mange penge at rette op på, og reelt har alle involverede parter et stort problem, hvor både troværdighed og samarbejdsrelationer er på spil. For hvem skal betale? Kort sagt: Stil spørgsmålet: Hvem har ansvaret for maskinen? Det er bedre at være på forkant end på bagkant.

Maskindirektivet (MD) er et CE - mærkningsdirektiv, og det betyder, at maskinen ikke må markedsføres og tages i brug, før den over for myndighederne er erklæret i overensstemmelse med de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav samt alle andre relevante krav i MD og andre relevante CE-mærkningsdirektiver, f.eks. Lavspændingsdirektivet og EMC-direktivet. CE-mærket er fabrikantens tilkendegivelse over for myndighederne af, at kravene i CE-mærkningsdirektiverne overholdes. Maskiner må først CE-mærkes efter overensstemmelseserklæringen er underskrevet, og overensstemmelseserklæringen må først underskrives, når maskinen er udført i overensstemmelse med direktiverne, herunder at dokumentationen er færdiggjort.

MD´s standarder er delt op i tre typer, A-, B- og C-standarder. Blandt B standarderne er EN 60204-1 Elektrisk materiel på maskiner (1997) vedr. ledningsidentifikation. Standarden siger, at enhver leder skal kunne identificeres ved hver klemmeforbindelse i overensstemmelse med den tekniske dokumentation. Det betyder, at der ifølge EN 60204-1 punkt 14.2.1 ikke er et ensidigt krav om mærkning af ledere, men derimod et entydigt krav om identifikation, og til identifikation er der så forskellige metoder, f.eks. form, farve, placering og mærkning. Lever maskinanlægget med tilhørende dokumentation op til dette krav om identifikation, kan fabrikanten erklære anlægget i overensstemmelse med Maskindirektivets væsentlige sikkerhedskrav på dette område, ved anvendelse af EN 60204-1(1997). Står man med dokumentationen i hånden og skal udskifte en komponent - uanset hvilken - i styretavlen, skal der således ikke kunne opstå tvivl om, hvordan lederne skal placeres, når de skal monteres på den nye komponent.