Hvad er en standard?

En standard er en detaljeret teknisk beskrivelse af en fremgangsmetode, et produkt, en prøvningsmetode eller en ydelse. Her kan du læse mere om standarder og hvordan de bliver lavet.

Om Dansk Standard

I Danmark er det Dansk Standard, som er det centrale organ for standardisering, og det er derfor dem, som sørger for at udarbejde de danske standarder og implementering af europæiske og internationale standarder.

Det er også Dansk Standard, som administrerer Danmarks deltagelse i det europæiske og internationale standardiseringsarbejde. Her bliver standarder udarbejdet inden for rammerne af en eller flere af de europæiske og internationale standardiseringsorganisationer, som Dansk Standard er medlem af, eller nationalt i Dansk Standards regi.

Sådan bliver en standard til

Normalt foregår udarbejdelsen af standarder i en teknisk komité eller i en arbejdsgruppe. Medlemmerne kommer typisk fra virksomheder, myndigheder eller organisationer, der har en særlig interesse i den standard, der skal udarbejdes.

Se 5 korte film om standardisering

Dansk Standard udgiver standarder i Danmark

Det er også Dansk Standard, som udgiver standarder i Danmark. På Dansk Standards hjemmeside kan du købe standarder enkeltvis eller med en licensaftale til din virksomhed.

Med en elektronisk licensaftale til systemet Standard Distribute får du adgang til opdaterede standarder, så du altid kan være sikker på, at du arbejder efter de rigtige udgaver. Standarder bliver nemlig opdateret løbende, og der kan derfor være forskellige versioner af den samme standard. 2 standarder kan fx køre parallelt i 3 år.

4. august 2017