Kontrol af varer af ædle metaller

Sikkerhedsstyrelsen har ansvaret for, at kvaliteten af smykker og andre varer, der består af ædle metaller, herunder guld, sølv, platin og palladium, bliver kontrolleret. Kontrollen foregår med stikprøver.

Hvem kontrollerer ædle metaller i Danmark?

Sikkerhedsstyrelsen er ansvarlig myndighed på ædelmetalkontrolområdet i Danmark og Grønland.

Ædelmetalkontrollen foretager i praksis kontrollen, og du kan kontakte dem på telefon +45 43 25 00 00 eller via gold@forcetechnology.com. Se flere oplysninger om ædelmetalkontrollens arbejde på www.aedelmetalkontrollen.dk/a>.

Hvad er ædelmetal?

Ædelmetal er sølv, guld, platin og palladium.

Hvorfor bliver varer af ædelt metal kontrolleret?

Varer af ædle metaller bliver kontrolleret for at undersøge, om de indeholder den mængde ædelt metal, som de er stemplet med.

Hvem bliver kontrolleret?

Alle kan blive kontrolleret, der erhvervsmæssigt producerer og sælger varer af ædle metaller, hvad enten det er en fabrik, butik, hjemmeside eller en stand på en markedsplads, messe eller andet.

Hvordan foregår kontrollen?

Ædelmetalkontrollen udtager stikprøver af varelageret ved uanmeldt besøg i en virksomhed. Prøverne bliver analyseret på laboratoriet, og resultatet sendes til ejeren. Hvis der er fejl i stemplingen, følger ædelmetalkontrollen op på, om fejlen bliver rettet. Man kan få en bøde for at overtræde ædelmetalkontrolloven. Overtrædelserne kan også være strafbare efter straffeloven som for eksempel bedrageri, og så kan der blive tale om fængselsstraf.

Hvordan ser man, at varer af ædelt metal er kontrolleret?

Varerne skal have to stempler, et holdighedsstempel og et navnestempel.

Holdighedsstemplet viser, hvor meget ædelt metal der er i et smykke, angivet i promille. Navnestemplet viser, hvem der har ansvaret for, at holdighedsstemplet er korrekt.

Hvem betaler for kontrollen?

Branchen betaler selv for det meste af kontrollen gennem gebyrer og afgifter. Derudover er der hvert år et tilskud fra finansloven på cirka 1 million kroner.

Priserne for de enkelte ydelser fremgåraf ædelmetalkontrollens hjemmeside.