Bekendtgørelse
I henhold til § 11 i Sikkerhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 om anvendelse af måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas, el eller varme (herefter bekendtgørelsen), skal ejeren af elmålere etablere et egenkontrolsystem, der er opbygget således, at der gennem dets drift opnås tilstrækkelig sikkerhed for, at elmålere i drift ikke overskrider brugstolerancen som er det dobbelte af de maksimalt tilladelige fejl, som gælder ved førstegangsverifikation.
Ved ejer af elmålere forstås den virksomhed, boligselskab, privat eller offentlig udlejer m.v., der leverer el til forbrugere mod betaling, og som med ejers rettigheder anvender måleinstrumenter der måler forbruget af el.
Vejledning nr 9464 af 20.06.2018 om instrumentejerens egenkontrol af vand-, el- og varmemålere i brug giver eksempler på metoder til opfyldelse af dette ansvar:
Vejledningen kan findes her:
Link til Retsinformation.dk
Tabel 1.
Egenkontrol | Vejledende intervaller | Vejledende intervaller |
Elmålere omfattet af bekendtgørelse om tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter | Andre elmålere | |
1. Statistisk stikprøvekontrol | Partier af ensartede elmålere bør som udgangspunkt stikprøvekontrolleres første gang efter 6 år. Den efterfølgende kontrol af partiet fastlægges ud fra resultatet af den første stikprøvekontrol. |
Partier af ensartede elmålere bør som udgangspunkt stikprøvekontrolleres første gang efter 10 år. Herefter bør elmålere som udgangspunkt udtages til stikprøvekontrol efter ca. hvert 4. år. |
2. Periodisk udskiftning | Udskiftning af alle elmålere i et parti bør som udgangspunkt ske efter 6 år. | Udskiftning af alle elmålere i et parti bør som udgangspunkt ske efter 10 års drift. |
3. Permanent driftsovervågning |
Hoved- eller kontrolmåler bør som udgangspunkt nedtages til kontrol efter 10 år. | Hoved- eller kontrolmåler bør som udgangspunkt nedtages til kontrol efter 20 år. |
Med denne måletekniske vejledning giver Sikkerhedsstyrelsen et forslag til, hvordan hver af de nævnte metoder til opfyldelse af bekendtgørelsens krav, kan udføres.
Udover det der er beskrevet i denne vejledning, henvises der til håndbogen ”elmåling” fra Dansk Energi.
Hent håndbogen her:
Link til danskenergi.dk
1. Generelt
Bekendtgørelsen er gældende fra den 1. juli 2018, de angivne vejledende intervaller gælder også for de partier af elmålere der er sat i drift før 1. juli 2018
2. Krav til instrumentejer
Det er til enhver tid ejeren af elmålerens ansvar at elmåleren ikke på noget tidspunkt må overskride brugstolerancen.
Det gælder for alle metoder at der skal etableres en egenkontrol der er opbygget så der opnås tilstrækkelig sikkerhed for, at målere i drift ikke overskrider brugstolerancen.
Vælger instrumentejeren at udføre egenkontrollen, ved at bruge en anden metode end de nævnte eksempler, er det muligt under forudsætning af, at den valgte metode giver samme eller bedre sikkerhed.
Egenkontrollen skal kunne dokumenteres i form af en manual eller samling af dokumenter enten digitalt eller på papir.
3. Krav til måleren og kontrolmålingen
De angivne intervaller er vejledende og afhænger af de måletekniske forhold ved måleren og installationen samt den erfaring der er opnået under brug af måleren.
De måletekniske forhold ved måleren kan for eksempel være om hvilken kvalitet og stabilitet har måleren, hvilken levetid eller anbefalet kalibreringsinterval er angivet fra leverandøren af måleren.
Forhold omkring installationen har også en betydning for nøjagtigheden af målingen og dermed for længden af intervallerne; de klimatiske forhold, vibrationer, elektromagnetiske forstyrrelser, spændingsvariation, magnetiske felter etc.
Kontrolmåling skal baseres på målinger der er metrologiske sporbare. Det betyder at de instrumenter, der anvendes til kontrolmålingen skal være akkrediteret kalibreret eller der kan vælges at lade kontrolmålingen foregå på et akkrediteret laboratorium. En liste over akkrediterede laboratorier kan se på DANAKs hjemmeside.
Kontrolmåling bør udføres af kompetent personale.
Får instrumentejeren formodning om, at visse målere overskrider de tilladte grænser for måleunøjagtighed, bør instrumentejeren umiddelbart undersøge disse målere uafhængigt af det normale planlagte kontrol.
Kontrolsystemet skal dække alle komponenterne i en elmåler - enten som samlet måler eller som måler sammensat af underenheder.
Denne vejledning gælder for såvel hovedmålere, hvorefter der afregnes over for el leverandør, som for bi-målere/fordelingsmålere, der anvendes som grundlag for fordeling af el udgifter over for el leverandør/boligselskab.
4. Generelt ved stikprøveudtagning
Målerne, der udgør stikprøven, vælges ved tilfældig udtagning.
For partier af ensartede elmålere gælder at målerene skal have samme måleprincip, være af samme type, fabrikat og størrelse samt være opsat inden for en periode af maksimalt 2 år. Endvidere skal målerene havde de samme driftsbetingelser.
5. Kontrolsystem baseret på statistisk stikprøvekontrol
Den første statistiske stikprøvekontrol i et parti af ensartede målere efter, at målerne er sat op og statistisk stikprøvekontrol herefter udføres som minimum efter den årrække som er skitseret i tabel 1
Hvis resultatet af den statistiske stikprøvekontrol viser, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at målerne i drift overholder det dobbelte af de maksimalt tilladelige fejl ved førstegangsverifikation, udskiftes partiet hurtigst muligt.
Indtil partiet er udskiftet, er det ejeren af elmåleres ansvar at forholde sig til resultatet af stikprøvekontrollen. Ejeren af elmålere skal således træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre forbrugeren et rimeligt afregningsgrundlag, indtil hele partiet er udskiftet.
For elmålere omfattet af bekendtgørelse om tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter (MID) gælder desuden:
Stikprøvekontrollen resulterer i én af følgende muligheder:
A. De testede målere har en fejl der er mindre eller lig med verifikationsfejlgrænsen, som er den maksimalt tilladelig fejl for nye målere. Resultatet af den statistiske stikprøvekontrol viser, at målerne fungerer lige så godt som nye målere. Partiet kan derfor fortsat være opsat i op til 6 år, hvorefter der foretages en ny statistisk stikprøvekontrol. Resultatet af denne nye stikprøvekontrol vurderes efter samme kriterier, som andre stikprøveresultater - altså som beskrevet i punkt a-c i dette afsnit.
Der er ikke nogen øvre tidsgrænse for, hvor længe et parti kan forblive opsat. Dette afhænger alene af resultatet af stikprøvekontrollerne.
B. De testede målere har en fejl der er større end verifikationsgrænsen, men mindre end brugstolerancen. Resultatet af den statistiske stikprøvekontrol viser, at målerne ikke fungerer lige så godt som nye målere. Her skal det vurderes om målerne kan opsættes i drift igen og hvornår de ikke længere overholder brugstolerances. Findes der ikke erfaringsgrundlag for denne vurdering, anbefales at der tages stikprøver med kort interval på en måler der er repræsentativ for partiet for at opbygge denne viden.
C. De testede målere har en fejl der er større end brugstolerancen. Partiet skal udskiftes hurtigst muligt. Indtil partiet er udskiftet, er det ejeren af elmålerens ansvar at forholde sig til resultatet af stikprøvekontrollen. Ejeren af elmåleren skal således træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre forbrugeren et rimeligt afregningsgrundlag, indtil hele partiet er udskiftet.
6. Kontrolsystem baseret på periodisk udskiftning
Alle målere i partiet udskiftes senest efter de intervaller der er angivet i tabel 1. Målerne kan udskiftes med nye målere eller med reverificerede målere som overholder kravene til de maksimale tilladelige fejl.
Metoden foreskriver ikke nogen handling efter nedtagning. Af hensyn til håndtering af eventuelle klager anbefales det dog, at målerne gemmes i en periode, som minimum indtil godkendelse af forbrugernes elregnskab. For dokumentation af aflæsningsresultater kan målerne evt. fotograferes, således at både målernummer og målerens visning tydeligt fremgår.
7. Kontrolsystem baseret på permanent overvågning
Hvis netvirksomheden anvender to ens målere af samme fabrikat og type og med samme alder, så nedtages hovedmåleren eller kontrolmåleren til kontrol senest 10 (for MID) hhv 20 år (for ikke MID) efter, at måleren er sat op.
Efter yderligere 10 hhv 20 år nedtages den anden måler til kontrol.
Anvender netvirksomheden derimod to målere af forskelligt fabrikat og type eller to ens målere med væsentlig forskellig alder, hvorved ældningen på målerne vil være forskellig, så nedtages hovedmåleren eller den ekstra måler (kontrolmåleren) til kontrol senest 10 år efter, at måleren er sat op. Efter yderligere 10 år nedtages den anden måler til kontrol.
Link til Retsinformation.dk
Regler i produktloven
Produktlovens 16 a stiller krav til instrumentejeren.