Sådan fungerer track and trace, når du sælger tobaksvarer til forbrugere

Her kan du se kravene til dig, der er detailforhandler og sælger tobaksvarer til forbrugere. Du skal registreres for at kunne købe tobaksvarer til videresalg. Du skal have en ID-kode som økonomisk operatør. Derudover skal din virksomhed have ID-nummer som et anlæg.
Indholdet er senest revideret 16. april 2024

Du skal registreres

Som detailforhandler skal du registrere dig, så du har en ID-kode som økonomisk operatør (EO-ID). Derudover skal du registrere din butik så du får et anlægs-ID (FID). ID-koderne skal du bruge for at kunne købe tobaksvarer fra en fabrikant eller importør til videresalg.

Hvis din butik ikke er registreret, kan du fra 20. maj 2024 ikke lovligt modtage tobaksvarer til videresalg. Er din butik ikke allerede registreret, kan du gøre det på https://dk.tpd.worldline-solutions.com

Du kan selv registrere din butik eller lade din importør eller grossist gøre det. Det er gratis at blive registreret.

Registreringssystemet drives af ID-udstederen Worldline S.A. på vegne af Sikkerhedsstyrelsen. Det danske registreringssystem sender automatisk din registrering til det fælles EU-registreringssystem.

Produkter skal være ID–mærket af producenten

Kravet om sporing af alle tobaksprodukter betyder at dine produkter skal have et entydigt ID-mærke fra producenten (UI). Dette krav trådte i kraft 20. maj 2019 for cigaretter og rulletobak, og vil fra 20. maj 2024 også gælde for alle andre tobaksvarer, der er produceret efter denne dato. For varer produceret inden den 20. maj 2024 gælder en 2-årig overgangsperiode, hvor produkter uden entydigt identifikationsmærke, lovligt kan sælges videre frem til 20. maj 2026.

Har du spørgsmål?

Hvis du har generelle spørgsmål til track and trace på tobaksvarer, kan du kontakte Sikkerhedsstyrelsen på sik@sik.dk eller tlf. 33 73 20 00.

Hvis du har problemer med registreringssystemet, skal du kontakte ID-udstederen Worldline SA. Det kan ske enten via kontaktoplysninger i registreringssystemet, e-mail dl-dk-servicedesk.ext@worldline.com eller tlf. 3136 3874.