Skepsis, sund fornuft og sikkerhedsafstand skal altid bruges. Fyrværkeri er farligt – også selvom det er købt lovligt.

Defekt raket

Raketten var købt i en dansk butikskæde, afstanden til stråtækte huse var skridtet af, og Brian var pinligt ædru. Alligevel endte han i statistikken over tilskadekomne ved fyrværkeri.

Den lovlige raket eksploderede lige op i ansigtet på Brian. Det gik værst ud over hans venstre øje, som lægerne stadig arbejder på at redde."Jeg havde lagt mærke til, at lunten lignede et stykke garn, i modsætning til de hårde lunter, som normalt sidder på raketterne", siger Brian. Raketten var defekt, og det var dens makker også – en raket magen til, som Brian aldrig nåede at få sat ild til.

Sælgere bør vide bedre

Selvom fyrværkeriet bliver solgt lovligt i butikkerne, er det altså ikke en garanti for, at det fungerer optimalt.

"En erfaren fyrværkerisælger kunne måske have fortalt mig, at jeg skulle holde mig fra den raket. Derfor synes jeg ikke, at 17-18-årige skal stå og sælge fyrværkeri, som de gør i de store supermarkeder. Butikskæderne burde finde nogle folk med forstand på det her eller give medarbejderne nogle kurser."

Modsat var det Brians held, at han ikke havde investeret i et par billige sikkerhedsbriller. Rakettens varmeudslag var på ca. 2000 grader, da den ramte ansigtet. Med den temperatur ville plasten være blevet flydende på et par billige briller."Så havde jeg været stæreblind i dag. Jeg har været rimelig heldig, for jeg havde kontaktlinser på, og de består hovedsageligt af vand, som tog af for den værste varme."
 

Skal ud med knægten

Han kæmper stadig med det ene øje, som er slået ud af kurs, samtidig med at øjenlåget blev brændt så meget, at øjenvipperne peger indad og generer øjet. Alligevel skal han ud og fyre af nytårsaften.

"Det er jeg nødt til. Jeg har en knægt, som er ved at blive interesseret i fyrværkeri, og ham må jeg hjælpe."

Men alt bliver studeret grundigt, før lighteren findes frem. Hvis Brian finder bare det mindste tegn på, at fyrværkeriet fejler noget – så ryger det ud.

"Jeg har smidt en hel fontæne i en spand vand. Jeg kan ikke sige præcis, hvorfor jeg følte mig utryg ved den – men jeg kunne altså ikke lide dens udseende."

Ulykken kostede 1 år og 7 måneders sygemelding for Brian. Han var lastvognschauffør før ulykken – et drømmejob med masser af frihed.

"Jeg startede lastvognen op hver morgen og mødte nye ansigter hver dag. Men nu skal jeg have en orienterende køreprøve for at få en dispensation til at køre lastbil. Modsat mangler jeg jo hverken arme eller ben – så jeg er ikke handicappet."

De fleste mødre mener, at deres børn trods alt er fornuftige og forstår at passe på sig selv. Derfor drømte hverken Anne Sofie eller Bodil om, at deres sønner skulle ende med et glasøje efter en fyrværkeriulykke.

1. januar 1999

Den 1. januar 1999 går den 12-årige Christoffer ud for at lege med sine venner. Hans mor, Anne Sofie Andersen, vil tage sig en lur – det er dagen efter en festlig nytårsaften. Sammen med sin yngste søn Alexander går hun op og ligger sig ovenpå. Et brag, som får ruderne til at klirre, lyder udefra. Anne Sofie når lige at råbe ned til sin mand, at det er utroligt, at folk ikke kan passe bedre på deres unger. Så buldrer det på døren.
 

"Skynd jer", bliver der råbt.

Anne Sofie og Alexander når ned til synet af Christoffer, som kommer hjem. Han har pakket sin hånd ind i en blodig klud – der er ingen tvivl om, hvem der står bag det store brag.

"Jeg skreg. Jeg blev fuldstændig hysterisk og græd og skreg. Alexander stod lige ved siden af – han måtte trøste mig, i stedet for omvendt. Imens kørte min mand Jan på skadestuen med Christoffer".

Sendt til Odense

Sådan startede flere dages mareridt for familien. Samme dag blev Christoffer først sendt til Rigshospitalet og derfra med ambulance til Odense Universitetshospital. Lægerne kæmpede for at redde så mange dele af Christoffer som muligt. Hans lillefinger og ringfinger manglede helt – men langfinger og tommeltot, som hang i en hudlap efter ulykken, blev reddet.

I Odense blev Christoffer CT-scannet, og lægerne advarede forældrene om, at de nok ikke kunne redde det ene af Christoffers øjne.

"Får jeg så et glasøje" – sådan lød hans eneste kommentar, da forældrene prøvede at forberede ham på, hvad der skulle ske. "De opererede på ham resten af natten. Hvad man ikke kan nå at tænke, når man sidder der og venter – jeg blev ved med at se en hånd uden fingre for mig", mindes Anne Sofie.

Altid fornuftig

At det lige skulle være Christoffer, som endte i statistikken over fyrværkeriofre, havde Anne Sofie svært ved at forstå i starten.

"Christoffer har altid været en fornuftig dreng. Og vi har været utroligt hysteriske omkring fyrværkeri. Børnene har kun fået lov at fyre f.eks. heksehyl af – under opsyn og med beskyttelsesbriller. Men det var åbenbart ikke nok." Bodil Dunbar, som er mor til Jakob, der kom til skade i januar 2000, kan kun nikke genkendende til den forklaring."Vi har købt briller i flere år til både børn og forældre. Vi har påpeget, at børnene skal passe på – uden at overdrive, for de er jo fornuftige. I skolen har de også været hele turen igennem med råd og forevisninger". 

Trykbølge ødelagde øjet

Jakob kom til skade den 5. januar – et tidspunkt, hvor hans mor troede fyrværkerifaren var drevet over for det år. Sammen med nogle kammerater fandt den 12-årige Jakob et kanonslag. Hans beskyttelsesbriller lå derhjemme, og da kanonslaget gik af, var trykbølgen så voldsom, at den ødelagde hans ene øje og brækkede hans arm. Tommeltotten mistede et halvt led."Jeg kan godt undre mig over, at de ikke tænkte over det. Men de falder jo tilfældigt over kanonslaget – og så har spændingen vel fjernet tanken om beskyttelsesbriller. I starten var han utroligt ked af, at han havde glemt det og sagde, at jeg ikke måtte blive gal på ham."

Bekymret lillebror

12 dage lå Christoffer i Odense. Oplevelsen har præget både ham og resten af familien for resten af livet.

"Det er især gået ud over hans lillebror. Først så han Christoffer med blodet rendende – og dernæst forsvandt hans forældre og bror i 12 dage. Siden har han været meget bekymret for sin storebror – det har sat nogle dybe spor hos begge to."

I dag har Christoffer været gennem flere operationer og genoptræning. Han har lært at leve uden det ene øje og de to fingre – ligesom familien har lært at tackle traumerne. Men Christoffers barndom fik en ende med ulykken.
"Han er blevet voksen før tid og tænker meget over tingene."

Taler om død og ulykke

Bodil oplever også, at Jakob blev mere moden og voksen efter ulykken. Tiden på og efter hospitalet har givet plads til en masse eftertanke og samtale om det skete.

"Det traume og chok, som han fik, har gjort, at han har været nødt til at tale meget om døden og ulykken. Men det har også været positivt – han er den ældste, og før ulykken var han ikke vant til at få den samme tætte kontakt som sine mindre søskende."

Hun er ikke i tvivl om, at tiden på hospitalet har styrket forholdet mellem Jakob og hans forældre, og at hele familien har fået et styrket sammenhold.

"Vi snakkede også meget om følelser. Det giver et intenst forhold, når man sidder på hospitalet 24 timer i døgnet sammen."

Stik alle krudtpushere! Sådan lyder opfordringen fra Lars Bøgelund Jensen. Et kanonslag ødelagde synet på hans søn.
 

Stoffers øjeblik

Der er meget stille, når rulleteksterne løber over skærmen på filmen "Klip fra Stoffers Øjeblik", som Fyrværkerikampagnen præsenterede. Filmens hovedperson Christopher Jensen tager det selv som en ægte 15-årig, han er med på den værste og poserer gerne for fotograferne. Men lidt træning har han også fået i år, hvor instruktøren Vibeke Musaya har fulgt ham. Kun ti dage efter det fatale uheld, hvor et kanonslag tog livet af Christophers drøm om en håndboldkarriere, besluttede familien at gå helhjertet ind i filmprojektet."Det har været en stor oplevelse at være med, men jeg er gået ind i det her projekt for at forhindre andre i at gøre det samme", siger Christopher. Han bliver bakket op af forældrene, som gerne vil slå et slag mod ulovligt fyrværkeri.
 

Meld alle

"Med det år, vi har haft, vil jeg gøre alt for at beskytte andre familier. Det smadrede alt! Som forældre, tror jeg kun, der er én ting at gøre, og det er at melde alle, man hører om, som sælger ulovligt fyrværkeri", siger Lars Bøgelund Jensen. Han mener ikke, at advarsler fra forældre hjælper. Og forældrene er sjældent til stede, når krudtet fyres af – så man kan heller ikke tage det ud af hænderne på sine børn.

"Det eneste, jeg kan gøre som far, er at stikke alle og enhver, jeg hører om. Efter ulykken nåede jeg på to døgn at anmelde tre fra vores lokalområde. Det er den eneste måde, vi kan nå dem, der sælger det ulovlige fyrværkeri."
 

Ulovligt er det værste

Der er rigeligt at tage af, for der er mange penge at tjene på ulovligt krudt. De ulovlige produkter er det største problem, når det handler om fyrværkeriskader. Det bliver ikke kvalitetskontrolleret, det kan bestå af hvad som helst og er fuldstændigt uberegneligt. Udover at give mange skader, er de alvorligste skader hovedsageligt forårsaget af ulovligt fyrværkeri.

"Det gjorde så ondt og det sved! Jeg har aldrig før haft så ondt”, fortæller Isabell Dybmose fra Løsning uden for Horsens. 
 

Nytårsaften 2002

Det var nytårsaften 2002. Et såkaldt Monsterøje, noget der minder om et heksehyl, havde sat sig fast i hætten på den dengang 9-årige Isabells flyverdragt. "Jeg skreg, for fyrværkeriet havde givet mig en meget voldsom forbrænding. Mine forældre sørgede for at få masser af vand på min nakke", fortæller hun. Isabell kom til skade, fordi en anden kastede med fyrværkeri. Ulykken kostede hende 12 hårde dage på Rigshospitalet i København. Forbrændingen var så alvorlig, at der med det samme skulle flyttes hud fra venstre ben til hendes nakke."Smerterne var kæmpe store. Men det var dejligt at komme hjem til mine kæledyr og mine kammerater. Jeg kan huske, det var snevejr, og det var så ærgerligt, jeg ikke kunne komme ud og bruge den nye slæde, jeg havde fået i julegave", husker Isabell. 
 

Småt, men farligt

"Det værste er næsten, at vi ikke vidste, det var så farligt. Fyrværkeriet var jo beregnet til børn, og så burde det jo ikke være så farligt. Det var også sort uheld, at børnene var alene uden for. Normalt er det en husregel, at de aldrig må være alene med fyrværkeri, men vi skulle bare lige være helt færdige med at spise. For pokker det tog en tre-fire minutter", fortæller Charlotte Dybmose, Isabells mor.

Som forælder har hun oplevet ulykken som et mareridt, og hun vil gerne advare andre forældre mod heksehyl og andet såkaldt børnefyrværkeri. "Jeg tror ikke, der findes noget værre end, at ens barn kommer til skade. Det er uden tvivl det værste, jeg nogen sinde har oplevet. Man skal lade være med at købe for meget til børnene på én gang, det er misforstået godhed. Og så skal man aldrig, aldrig lade børnene være alene", fastslår hun.
 

Nytår alligevel

Stemningen hos familien Dybmose er selvfølgelig påvirket af ulykken – specielt når nytåret nærmer sig. "Det har påvirket os alle. Vennerne – og deres børn – har alle været dybt chokerede. Det er lidt svært, for på den ene måde har jeg mest lyst til at afskaffe alt fyrværkeri, men på den anden side skal det være en festlig aften. Man vil så gerne gøre det rigtige, men meget fyrværkeri har vi ikke lyst til at fyre af", fastslår Charlotte Dybmose.

"Det var utroligt svært for mig at vænne mig til at bruge høreapparat. Jeg følte, at det påvirkede min identitet meget, selvom jeg faktisk ikke fik ret mange reaktioner på, at jeg nu gik med høreapparater. Derudover var det svært at vænne sig til den lyd, jeg fik fra høreapparatet, for jeg var jo vant til at have en velfungerende hørelse," fortæller 35-årige Joan Klindt Johansen om dengang, hun lige havde fået sin høreskade som 18-årig.
 

Nytårsaften 1992

Nytårsaften 1992 stod hun med en flok venner på gaden uden for det hus, hvor de holdt fest. Et kanonslag blev kastet hen mod gruppen, og det eksploderede ved Joans venstre fod. Alle blev forskrækkede, og resten af aftenen havde Joan susen og en underlig fornemmelse i ørerne.
 

Høreskade

Et par dage efter nytår gik hun til lægen og fik konstateret en mindre hørenedsættelse på ca. 40 dB. Hun fik straks høreapparater, men de endte i skuffen.
"Jeg gik på HF, da jeg fik min skade, og det gjorde jeg færdig uden brug af høreapparat. Jeg har også taget pædagoguddannelsen uden hjælpemidler. Men min hørelse bliver åbenbart dårligere og dårligere, for da jeg fik job i en daginstitution, måtte jeg indse, at det var nødvendigt med høreapparater. Jeg misforstod af og til, hvad folk sagde, og nogle gange hørte jeg simpelthen ikke, at der blev talt til mig," fortæller Joan.
 

Overvældende lyde

"En aften gik jeg hjem og fandt høreapparaterne frem. Da havde de ligget i skuffen i ca. otte år. Det var overvældende at få dem på, for pludselig kunne jeg høre en lighter eller en stikkontakt, der blev tændt, poser, der blev krøllet sammen, osv. Det var lidt af en erkendelse, at der faktisk var lyde, som jeg ikke længere kunne høre. Så jeg tog en beslutning om, at jeg fra den næste dag ville gå med høreapparaterne, og det har jeg gjort siden," fortæller Joan Klindt Johansen.
 

Respekt for fyrværkeri

Hun er åben om sit høretab og forsøger ikke at skjule høreapparaterne. Tværtimod er hun korthåret og bruger høreapparat-smykker. Hun arbejder i dag i Høreforeningen, hvor hun er med til at skabe netværksgrupper for mennesker med høreproblemer og hvor hun arbejder som ungdomskonsulent. Hun har nu en middelsvær hørenedsættelse og en svingende tinnitus på venstre øre, og bruger hjælpemidler når hun taler i telefon, ser fjernsyn, går til møder og foredrag.

Joan Klindt Johansen kalder sit forhold til fyrværkeri "positivt, men respektfuldt".
"Jeg vil ikke risikere, at min hørelse bliver endnu dårligere, så jeg holder mig inden døre eller står tæt ved huset, så jeg hurtigt kan komme ind. Men jeg har altid holdt meget af fyrværkeri, og det har ikke ændret sig," siger hun.

"Jeg er sindssygt vred over det. Vi løb udenfor og så nogle unge mænd løbe væk, men vi har aldrig fundet ud af, hvem det var. Men jeg ville godt lige veksle et par ord med dem. Og jeg håber da, at nogen af dem også kom til skade," fortæller Marlene.
 

Nytåret 2002-2003

Marlene Dupont har haft en hyletone i øret siden nytåret 02/03. Hun var uheldig at befinde sig i nærheden, da ukendte gerningsmænd fyrede et stort kanonslag af uden for hendes forældres hus. "Klokken var cirka to om natten, og jeg sad på mit værelse med nogle veninder. Pludselig hørte vi et kæmpe brag og lyden af glas, der går i stykker," fortæller hun.
 

Vindue smadret

Nogen havde lagt et kanonslag i naboens postkasse. Ikke bare postkassen var smadret, men også Marlenes forældres køkkenvindue, flere af tingene i køkkenet – og Marlenes højre øre. Eksplosionen var så kraftig, at hun fik en skade, selvom hun befandt sig på husets førstesal. En af hendes veninder fik også hylen for øret efter braget, men det er gået væk igen. Marlene derimod havde både hylen og nedsat hørelse på øret. Hørelsen vendte tilbage, men pibelyden gik ikke væk.

"Det lyder fuldstændig som en af de hyletoner, man hører i hovedtelefoner, når man er til høreprøve. Det betyder, at jeg har svært ved at koncentrere mig om at læse en bog eller læse lektier. Det kan også nogle gange være svært at høre efter i skolen, hvis lyden i øret kommer til at overdøve læreren," fortæller hun.
 

Vil være student

Hun startede efterfølgende på Munkensdam Amtsgymnasium i Kolding og er fast besluttet på, at tinnitussen ikke skal forhindre hende i at blive student. "Men det fylder meget i mit liv. Det er som om, jeg aldrig kan være helt alene mere. Hyletonen forstyrrer hele tiden. Jeg kan ikke få den samme indre ro som før," siger hun.

Er man uforberedt på et brag, er risikoen for en høreskade større. Øret har nemlig små muskler, som trækker sig sammen, når man forventer en lyd. Derfor er der høj risiko for, at ’drengestreger’ går ud over uskyldige, der tilfældigt befinder sig i nærheden.

Når man ser Martin, så ligner han alle andre 12 årige. Playstation og racercyklen hører til blandt hans foretrukne legekammerater – og så selvfølgelig Oliver. "Jeg kan godt lide Oliver. Det er sådan lidt sejt at have en ven, der har fået sprunget en finger af", siger Martin.
 

Gode venner

Martin og Oliver er rigtig gode venner – igen. Men der var en tid, hvor Oliver ikke rigtig gad at være sammen med Martin. Det var dengang, Martin hele tiden prøvede at efterabe Oliver – i tiden lige efter ulykken.

"Jeg havde det meget hårdt med, at en af mine venner fik sprængt en finger af. Det kunne lige så godt have været mig, for jeg prøvede også på at tænde kanonslaget. Men så gik det ud over Oliver i stedet", husker Martin.
 

Braget

Nytåret 2000 fik Oliver sprængt halvanden finger af, da han og hans kammerater prøvede at tænde et kanonslag.

"Vi fandt det i en busk, og det var meget vådt. Men det var kun godt, for hvis det havde været tørt, så kunne Oliver have fået sprængt halvdelen af armen af", siger Martin.I dagene efter årtusindskiftet gjorde Jakob, Martin og Oliver, ligesom mange drenge har gjort før dem – de ledte efter nytårsskyts, der ikke var blevet brugt. Til sidst var de heldige. De fandt et kæmpe kanonslag mellem nogle buske. En fuser.
 

Farlig lunte

"Jeg vidste godt, at sådan noget var farligt. Det havde vi hørt om i skolen og i fjernsynet. Men vi prøvede alligevel at tænde det. Til sidst sagde vi til Oliver, at han skulle smide det igen. Men han ville ikke høre efter", siger Martin. Hvad de tre drenge ikke vidste var, at lunten ikke fungerede, som den skulle. Da først drengene havde fået tørret lunten, sprang kanonslaget, inden Oliver kunne nå at kaste det fra sig.

"Lige pludselig sagde det boooooooom. Det gjorde vildt ondt i ørerne. Oliver skreg højt og råbte hjælp, hjælp. Jeg kiggede på hans hånd og så, at der var blod over det hele. Så skyndte jeg mig at løbe hjem til min mor", husker Martin.
 

I chok

Lidt efter kom også Oliver hjem til Martin. Da havde Martins mor allerede ringet efter en ambulance. Oliver lå derfor kun kort tid på sofaen, inden ambulancefolkene fik ham afsted til sygehuset.

"Oliver var tæt på at dø. Lægerne sagde, at havde han ligget fire minutter mere, så var han død", siger Martin.

Martin kan ikke huske ret meget af, hvad der så skete. Han gik fuldstændig i chok. I flere timer sad han bare og stirrede op i loftet.

"Jeg tænkte slet ikke på noget. Jeg sad der bare, mens min mor prøvede at trøste mig", husker Martin.Oliver kom på hospitalet, hvor de kun kunne redde tre og en halv finger på den beskadigede hånd. På hospitalet fik han hjælp til at komme sig over ulykken og chokket.
 

Skyld

Men der var ingen hjælp til Martin.

"Jeg følte tit, at det var min skyld. Jeg tænkte tit på, at Oliver kunne have været død. Hvis han var død, så ville jeg være blevet meget ked af det. Jeg havde mareridt om natten, og til sidst kunne jeg næsten ikke finde ud af noget mere", siger Martin.

Efter et stykke tid kunne hans mor godt se, at Martin skulle have hjælp til at komme sig over ulykken. Hun sørgede for, at han kom til psykolog. Her fik Martin talt ud. Ligesom han begyndte at forstå, at det ikke var hans skyld, at Oliver kom til skade."Jeg tænker stadigvæk meget på det, der skete. Men jeg kan godt se, at Oliver har det bedre igen. Så nu har jeg det også meget bedre", siger Martin.
 

Spiller stadig

De to drenge er i dag meget sammen. Altså nu, hvor Martin ikke længere hele tiden prøver på at efterligne Oliver.

Selv om Oliver ikke har så mange fingre mere, så kan han godt finde ud af at spille playstation – og det gør de tit, når de er sammen. Men der er noget andet, de to ikke længere kunne drømme om at lege med:

"Jeg vil aldrig mere have fyrværkeri – ikke engang knaldperler. Mig og Oliver – vi bliver indenfor, når det er nytårsaften", siger Martin.

Du kan se Martin og Oliver og andre drenge, som har oplevet fyrværkeriulykker på nært hold i filmen "Nu har jeg kun én chance tilbage".

Det var sjovt at medvirke i Fyrværkerikampagnens film "Én chance tilbage" – men årsagen kunne Oliver godt have undværet.
 

Nytårsaften 2000

Nytårsaften 2000 var en festlig aften for de fleste danskere. Der var mere fyrværkeri på gaden end nogensinde, men de fleste tænkte sig om – og passede på. Antallet af danskere, som kom til skade, var langt mindre end frygtet. Oliver kom også gennem nytårsaften uden skrammer. Men fyrværkerirester og fusere har det jo med at ligge og flyde i dagene efter. På en gåtur med sin faster får Oliver øje på et helt kanonslag ved en hæk. Derfor henter han sine venner Jakob og Martin. Jakob har også en stryger tilovers fra nytårsaften, så nu skal der fyres af.

"Man tænker kun på spændingen – det der bang, som er sjovt. Man tænker ikke rigtig over, at det kan være farligt", siger Oliver.
 

Kunne hverken se eller høre

Han prøver først at sætte kanonslaget fast på en skraldespand, men det lader sig ikke gøre. I stedet holder han det i hånden. Her befinder kanonslaget sig stadig, da det går af.

"Jeg kunne hverken se eller høre lige efter. Martin løb ind til sin mor, som fik alarmeret min far og mor og en ambulance. Da jeg kom ind til Martin, så jeg på min hånd – men den havde jeg ikke lyst til at se på. Jeg kunne ikke mærke noget", siger Oliver. Først da han får is på hånden i ambulancen, begynder smerterne at komme. Lynlåsen er gået op i hans jakke, så ambulancefolkene må klippe jakken op – på Olivers mave er der også mærker efter kanonslaget. 
Han har mistet det meste af pegefingeren og lidt af langfingeren."Det var lidt uhyggeligt i starten, for jeg følte, at jeg kunne mærke fingeren – selvom den ikke var der. Jeg havde en forbinding på, fordi jeg ikke ville se på det."
 

Synet skræmte

Hjemme igen skal Oliver til at lære at leve med den manglende finger. Forbindingen ryger af – men det er ikke kun ham selv, som skal vænne sig til synet.

"Jeg fik en kammerat på besøg. Jeg tror, at han blev lidt skræmt over synet, og det kan godt være, at han syntes, det var ulækkert – men han ville ikke sige det." Ulykken har præget både Oliver og hans kammerater, som var tilstede. Derfor deltager både Oliver og hans kammerat Martin i filmen "En chance tilbage".

"Jeg er glad for, at Martin ville være med – for jeg kan ikke lide at stå alene. Men det var sjovt at være med, og nemmere end jeg havde regnet med. Især var det sjovt at blive interviewet. Jeg kan godt lide at blive spurgt."

Filmoptagelserne vakte også opsigt på Olivers skole, og hans klasse ville gerne se filmen. Men det er åbenbart ikke dem alle, der har lært noget af Olivers ulykke. "Der er stadig nogle af dem, som vil fortsætte med at lege med farligt fyrværkeri. Selv ved jeg ikke, om jeg tør fyre noget af igen – men det kan godt være, at jeg fyrer en raket af til nytår."