Elektriske installationer i eksplosionsfarlige områder

Områder hvor der forekommer eksplosiv gasatmosfære eller brændbart støv skal klassificeres i zoner, og det elektriske materiel skal vælges og installeres ud fra denne zoneklassificering.

Denne artikel er udarbejdet med udgangspunkt i de regler, der var gældende, da artiklen blev offentliggjort. Vær opmærksom på, at reglerne kan være ændret senere.


ARTIKEL FRA ELECTRA 2007, REVIDERET 2012:

Pligt til at gennemgå virksomheden

Alle arbejdsgivere er med Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 590 af 26. juni 2003 blevet pålagt en pligt til at gennemgå virksomheden med henblik på at identificere, klassificere og afmærke eventuelle eksplosionsfarlige områder. Eksplosionsfarlige områder klassificeres i zoner, i forhold til hyppigheden og varigheden af forekomsten af eksplosiv atmosfære. Områdeklassifikationen sker altså vha. zoneinddeling, efter følgende princip:

  • Zone 0, 1 og 2: Områder, hvor der er, eller kan forekomme, eksplosive gasatmosfærer.
  • Zone 20, 21 og 22: Områder, hvor der er, eller kan forekomme, en eksplosiv sky af brændbart støv.
  • Zonerne 0 og 20: Områder, hvor der uafbrudt, eller i lange perioder, forekommer eksplosiv atmosfære.
  • Zonerne 1 og 21: Områder, hvor det kan forventes, at der ved normal drift lejlighedsvis forekommer eksplosiv atmosfære.
  • Zonerne 2 og 22: Områder, hvor det ikke forventes, at der ved normal drift forekommer eksplosiv atmosfære.

Når der er fortaget en zoneinddeling, skal der opsættes advarsels- og forbudsskilte, så alle tydeligt kan se, når de bevæger sig ind i et område, hvor der er risiko for eksplosion.

Virksomheder, som har eksplosionsfarlige områder, er med Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 478 af 10. juni 2003 ligeledes blevet pålagt at udarbejde en udvidet ArbejdsPladsVurdering (APV). Den skal bl.a. indeholde plan- og snittegninger, der viser virksomhedens områdeklassifikation (zoneinddeling). Den udvidede APV skal også indeholde en række tekniske oplysninger omkring de brandfarlige stoffers egenskaber, fx stoffernes art, flammepunkt, tændtemperatur og evt. gasgruppe. Se Arbejdstilsynets vejledning C.0.9 fra august 2005.

Disse dokumenter i APV’en skal være tilgængelige for både ansatte i virksomheden og udefrakommende med ærinde i de klassificerede områder.

Elinstallatørens pligt

Elinstallatøren skal sikre sig, at virksomheden, hvis den har et eller flere eksplosionsfarlige områder, har udført en områdeklassifikation og udarbejdet den lovpligtige udvidede APV. APV’en indeholder alle de oplysninger, der er nødvendige for valg af materiel og udførelse af korrekte elektriske installationer i eksplosionsfarlige områder som fx:

- Plan- og snittegning med områdeklassifikationen.

- Tekniske data over de brændbare stoffers egenskaber, fx gas/støv art, gasgruppe, temperaturklasse eller tændtemperatur.

- Omgivelsernes beskaffenhed, fx omgivelsestemperatur og kemiske, mekaniske eller fysiske forhold.

Derudover indeholder den udvidede APV alle nødvendige oplysninger, sådan at arbejdet kan udføres sikkert, herunder brug af personlige værnemidler og evt. begrænsninger i anvendelse af værktøjer.

Der er krav om, at elinstallatøren og/eller dennes ansatte får de nødvendige instruktioner for at kunne opholde sig og arbejde risikofrit i områder, som er klassificeret som eksplosionsfarlige. Vær opmærksom på at bl.a. mobiltelefoner, måleudstyr, kameraer, MP3 afspillere samt værktøj (både mekanisk og elektrisk) er potentielle tændkilder. Der kan også være krav til påklædning, især for at undgå statisk elektricitet.

Udvidet APV er virksomhedsejerens ansvar

Arbejdet med de elektriske installationer må ikke påbegyndes før, virksomheden har udarbejdet en udvidet APV og udleveret de nødvendige dokumenter til elinstallatøren.

Det har i et vist omfang været en tradition, at elinstallatøren foretog den nødvendige klassifikation af de eksplosionsfarlige områder, men det er her vigtig at understrege, at det udelukkende er virksomhedsejerens ansvar, at der er udarbejdet en udvidet APV. Det er ikke elinstallatørens ansvar. Områdeklassifikation bør kun udføres af personer, der har kendskab til de brændbare materialers egenskaber, processen og materiellet. Det kan i mange situationer være nødvendigt eller økonomisk fordelagtig at søge rådgivning hos professionelle, som udfører områdeklassifikationer. Påtager elinstallatøren sig opgaven, er elinstallatøren leverandør af rådgivning og har dermed påtaget sig en rådgivers juridiske ansvar for det udførte arbejde med områdeklassificering.

Valg af elektrisk materiel

Når de relevante APV dokumenter foreligger, kan elinstallatøren vælge det materiel i den materielkategori, som må bruges i den pågældende zone. Installatøren må også vælge den beskyttelsesmåde, der er egnet og økonomisk fordelagtig på det pågældende sted.

Udførsel af elektriske installationer

Reglerne for elektriske installationer i eksplosionsfarlige områder findes i standarden DS/EN 60079-14, som omhandler valg af materiel og udførsel af installationer i farlige områder, henholdsvis for områder med eksplosiv gasatmosfære og for områder med brændbart støv. Denne standard er et supplement til Stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 6 og omhandler blandt andet valg af elektrisk materiel i forskellige zoner, regler for beskyttelse mod farlige gnister, elektrisk beskyttelse mod overbelastning og adskillelse. Det er også her, man finder reglerne for ledningssystemer og yderligere bestemmelser for forskellige beskyttelsesmåder i de forskellige zoner.

Inspektion og vedligeholdelse af installationer

I standarden DS/EN 60079-17, som omhandler inspektion og vedligehold af elektriske installationer i farlige områder med eksplosiv gasatmosfære og områder med brændbart støv, stilles der krav om, at der foretages en indledende inspektion, før det elektriske materiel sættes i drift. Det kræves også at de elektriske installationer, som er i drift, holdes i en tilfredsstillende stand. Det kan gøres enten ved regelmæssige periodiske inspektioner, løbende overvågning foretaget af kvalificeret personale eller vedligeholdelse, hvor det er nødvendigt. Inspektion og vedligehold af installationer skal udføres af erfarent personale, hvis oplæring har omfattet instruktion om de forskellige beskyttelsesmåder, installationspraksis, de relevante regler og bestemmelser samt de almindelige principper for områdeklassifikation. Personalet skal modtage løbende uddannelser eller oplæring, og bevis for den krævede erfaring og oplæring skal være tilgængelig, fx i den aut. elinstallatørs SikkerhedsKvalitetsStyringssystem (SKS system.).

Eksisterende installationer

I henhold til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 478 af 10. juni 2003, er arbejdsgiveren forpligtet til løbende, og mindst hvert tredje år, at ajourføre den skriftlige arbejdspladsvurdering og heri kortlægge og vurdere de risici, der hidrører fra en eksplosiv atmosfære. Denne vurdering kan føre til, at en zone skifter status fra zone 2 til zone 1, hvilket betyder at installationen skal ændres og bringes i overensstemmelse med den nye zoneklassificering. Der er derimod ikke krav om, at eksisterende elektriske installationer, der var lovlige på udførelsestidspunktet, skal bringes i overensstemmelse med de nye standarder, så længe arbejdspladsvurderingen konkluderer, at sikkerheden er opretholdt med eksisterende materiel.

Se i øvrigt Sikkerhedsstyrelsens vejledninger omkring elektriske installationer i eksplosionsfarlige områder, på www.sik.dk under faglige rapporter.

Ansvarlige myndigheder

Beredskabsstyrelsen: Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 590 af 26. juni 2003 om klassifikation af eksplosionsfarlige områder. (Anvendelsesdirektivet 99/92/EF)

Arbejdstilsynet: Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 478 af 10. juni 2003 om arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære. (Anvendelsesdirektivet 99/92/EF)
 Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 696 af 18. august 1995 om indretning af tekniske hjælpemidler til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære. (Materieldirektivet 94/9/EF)

Sikkerhedsstyrelsen: Boligministeriets bekendtgørelse nr. 697 af 18. august 1995 om elektrisk materiel og elektriske sikringssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære. (Materieldirektivet 94/9/EF)

Energistyrelsen: Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 672 af 21. juni 2006 om indretning af udstyr på faste offshoreanlæg (Materieldirektivet 94/9/EF).