Den ildesete gruppetavle

Gruppetavler skal anbringes, så betjening, eftersyn, vedligeholdelse og adgang til ledningsforbindelser kan foregå så let som muligt. Disse muligheder må ikke forringes i væsentlig grad ved anbringelse af gruppetavlerne i skabe eller lignende

Denne artikel er udarbejdet med udgangspunkt i de regler, der var gældende, da artiklen blev offentliggjort. Vær opmærksom på, at reglerne kan være ændret senere.


ARTIKEL FRA ELECTRA 2005:

Regler for placering

I Stærkstrømsbekendtgørelsen, elektriske installationer, afsnit 6, kap. 814.4.1 står der, at tavler godt kan anbringes i skabe. I den sammenhæng tænkes der på skabe, som evt. kun indeholder gruppetavlen, f.eks. en dækkasse, som let kan løftes af før betjening og vedligeholdelse af tavlen. Bygges tavlen derimod ind i skabe, som tjener andre formål, skal man være ekstra opmærksom på kravet om tilgængelighed.
Når en tavle er mere end 1 m høj eller bred, er der helt klare regler for, hvor meget plads der skal være foran tavlen, for at den anses for at være tilgængelig for betjening og vedligehold.
Når tavlen er mindre, er kravene ikke så veldefinerede. Derfor kommer elinstallatøren ofte i klemme, når arkitekten eller rådgiveren har foreskrevet, at gruppetavlen skal placeres i skabe eller teknikrum.

Manglende tilgængelighed for gruppetavler

Der er ofte kamp om pladsen i teknikrummet, hvorfor VVS-installatørens vandvarmer eller rør kan komme til at sidde foran gruppetavlen. I andre tilfælde er tavlen gemt af vejen på bagvægge i skabe, så der er mulighed for at opbevare støvsugere og rengøringsmidler foran tavlen.
I særlig grelle tilfælde har det været nødvendigt at foretage udskæringer i skabselementerne, der efterfølgende er bygget rundt om tavlen. Under alle omstændigheder er tavlen ikke tilgængelig. Hvis der ikke kan skabes plads omkring tavlen, skal den flyttes.

Tavler må ikke anbringes i garderobe- og opbevaringsskabe

Hvis tavlen placeres i et garderobeskab eller et skab, som bruges til oplagring, er tavlen ikke let tilgængelig, fordi det vil være nødvendigt at flytte tøj, og hvad man ellers har i skabet, inden man kan komme til tavlen. En sådan placering kan især være kritisk i en situation, hvor man hurtigt skal kunne afbryde strømmen.
Hvis tavlen anbringes i et ”kosteskab” uden hylder, skal man være opmærksom på skabets bredde i forhold til indbygningsdybden. F.eks. anses en tavle ikke for let tilgængelig, hvis den er anbragt på bagvæggen af et 0,60 m bredt skab med en indbygningsdybde på 0,55 m. De viste billeder er eksempler på tavler, der er blevet kasseret i forbindelse med 10%-tilsyn.

Tavler må gerne anbringes i teknikskabe – hvis der er plads

Når pladsen er trang, er man som elinstallatør eller VVS-installatør ofte fristet til at vælge en uhensigtsmæssig løsning.
I teknikrummet var der måske plads nok, da gruppetavlen blev sat op, men da der efterfølgende er blevet installeret varmeanlæg, er gruppetavlen ikke længere let tilgængelig. Typisk har arkitekten eller den rådgivende ingeniør et ønske om, at vandvarmer og gruppetavle placeres i samme skab for at begrænse den optagne plads i bryggerset. Man glemmer blot, at der er nogle fysiske krav, som skal opfyldes.
I de viste eksempler er tavlerne blevet kasseret, fordi den tilsynsførende enten ikke kunne komme til tavlen, eller fordi kappen på gruppetavlen ganske enkelt ikke kunne afmonteres.

Hvilke krav stilles der til tilgængeligheden for tavlerne

Som udgangspunkt skal gruppetavlen i henhold til afsnit 6, pkt. 513.1 være tilgængelig for betjening, inspektion og vedligeholdelse.
Det er altså ikke tilstrækkeligt, at brugeren kan komme til sikringer og fejlstrømsafbryder, det skal også være muligt for elinstallatøren senere at arbejde på tavlen eventuelt under spænding, L-AUS, uden at han skal afmontere kapper på vandvarmere eller andre tekniske installationer.

Ansvaret for tavlens placering

Ved tilsyn af elektriske installationer er det elinstallatøren, der stilles til ansvar for placeringen af gruppetavlen. Den tilsynsførende, der kontrollerer den elektriske installation vurderer ikke, hvem der eventuelt kom først med sin installation.
For at undgå disse situationer bør man så tidligt som muligt gøre arkitekten eller den rådgivende ingeniør opmærksom på eventuelle problemer samt planlægge arbejdet nøje i samarbejde med de øvrige håndværkere.