Sådan får du styr på mærkningen af arbejdslamper

Publiceret d. 21. januar 2019
En kontrol af arbejdslamper viste, at der var fejl i mærkningen på ni ud af 17 arbejdslamper. Derfor giver Sikkerhedsstyrelsen her en række gode råd til fabrikanter, importører og forhandlere, så de kan overholde lovgivningen.
Arbejdslamper

Kontrol af arbejdslamper

Sikkerhedsstyrelsen har i 2018 gennemført en indsats rettet mod arbejdslamper, der sælges til private.

Styrelsen undersøgte 17 forskellige arbejdslamper fra online byggemarkeder og fysiske butikker.

En arbejdslampe gav risiko for stød, og den er efterfølgende blevet fjernet fra butikkerne og forbrugerne. Derudover blev salget stoppet i fire andre tilfælde.

Ni arbejdslamper havde formelle fejl, fordi fabrikanten eller importøren ikke var opmærksom på reglerne om mærkning, som er i lavspændingsdirektivet fra 2016.

Ifølge direktivet skal elprodukter være mærket med kontaktinformation på fabrikanten og importøren og dermed være sporbart. 

- I vores arbejde med produktsikkerhed udvælger vi forskellige produktkategorier, hvor vi laver en proaktiv indsats for at undersøge markedet nærmere. Det ser heldigvis nogenlunde ud for arbejdslamper, dog er det ikke alle lamper, som overholder mærkningskravet i lavspændingsdirektivet. Vi vil derfor gerne guide branchen til en bedre forståelse af kravet til mærkning, siger Lone Brose, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Sådan overholder du lovgivningen

I 2016 trådte det nye lavspændingsdirektiv i kraft. Direktivet kræver blandt andet, at du som importør og forhandler skal opfylde en række krav om mærkning, sporbarhed og risikovurdering.

Som forhandler skal du være opmærksom på, at et elprodukt er CE-mærket, og at der er vedlagt en dansk brugsanvisning.

Produktet skal være sporbart. Det vil sige, at arbejdslampen skal være mærket med kontaktinformation på både fabrikant og importør.

Derudover skal der også udarbejdes en EU overensstemmelseserklæring. En overensstemmelseserklæring er fabrikantens eller importørens dokumentation til myndigheden for, at et produkt lovligt kan markedsføres i Europa.

CE-mærket må først anbringes på produktet, når det er dokumenteret, at sikkerheden er i orden.  Du kan læse mere om, hvad erklæringen skal indeholde på www.sik.dk

Sådan får du styr på sikkerheden

Ud over de formelle krav skal du også sørge for, at arbejdslampen er af en ordentlig kvalitet. Der må ikke kunne komme fugt og støv ind i lampen, da der kan gå overgang i den, og forbrugeren kan få stød.

Ledningen skal sidde godt fast, og der må ikke være skarpe kanter, som kan beskadige ledningen og blotlægge de strømførende dele af produktet, da forbrugeren ellers risikerer at få stød.

Læs mere

Du kan læse mere om de krav, du skal være opmærksom på, før du forhandler, importerer, indkøber eller producerer et elektrisk produkt på sik.dk. Husk, det er dit ansvar, at produktet er sikkert og overholder lovgivningen.

https://www.sik.dk/erhverv/produkter/vejledninger/elprodukter/indkob-sikre-og-lovlige-elprodukter/a>