Sikkerhedsstyrelsen flytter

Publiceret d. 22. februar 2019
Til årsskiftet flytter Sikkerhedsstyrelsen ind i Esbjerg Brygge i det nye havneområde. Styrelsen glæder sig til mere plads og nye moderne lokaler.
Esbjerg Brygge 30
Esbjerg Brygge 30

Der bliver kig til Fanø og de hvide mænd, når man efter 1. januar besøger Sikkerhedsstyrelsen, som har hovedsæde i Esbjerg. For styrelsen flytter til Esbjerg Brygge 30, hvor de overtager hele 2. sal i det smukke hvide byggeri på yderste mole.

- Vi glæder os rigtigt meget og har i dag orienteret medarbejderne om, at vi har fundet vores fremtidige domicil. Nu skal vi så i gang med at planlægge hele flytteprocessen, hvor vi heldigvis har god tid til at få alt det praktiske på plads, siger Lone Saaby, direktør i Sikkerhedsstyrelsen.

Siden 2004 har styrelsen haft til huse i bygningerne i Sct. Joseph i Nørregade, som mange esbjergensere kender som det gamle fødselshospital. Men styrelsen er siden vokset fra cirka 70 til 150 medarbejdere – og er nu ved at vokse ud af lokalerne. For styrelsen har løbende overtaget flere og flere opgaver. Senest har styrelsen fået tilført opgaver i forbindelse med regeringens udflytning af statslige arbejdspladser.

- Vi har etableret et statsligt center for markedsovervågning, hvor vi fører tilsyn og kontrollerer en lang række af installationer, produkter og maskiner. Ligesom vi fører kontrol med en række områder på sundhedsområdet. Vi arbejder på højtryk med at digitalisere og ændre vores forretningsprocesser. Med de nye lokaler får vi en moderne og tidssvarende arbejdsplads, der giver plads til de mange nye dygtige medarbejdere, vi har fået. Og så er det fremtidssikret i forhold til, at vi kan udvide vores kontorlandskab, hvis der skulle komme flere opgaver vores vej, forklarer Lone Saaby.  

Flytningen begynder 1. december og er endeligt færdig den 1. januar. Ud over Sikkerhedsstyrelsen kommer Esbjerg Brygge 30 til at huse Semco med cirka 350 medarbejdere, Vikteam med cirka 15 medarbejdere samt Niras med cirka 10 medarbejdere.