Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med e-cigaretter og tobak i butikker
I år gennemfører Sikkerhedsstyrelsen 1.440 uanmeldte tilsyn hos forhandlere af e-cigaretter og tobak.
Tilsynet er netop gået i gang.
Det sker for at tjekke, at varerne på hylderne er lovlige.
- Vi kommer uanmeldt på tilsyn. Det gør vi for at se, om forhandlerne overholder kravene til tobak og e-cigaretter. Hvis der er varer, som ikke overholder reglerne, giver vi et straksforbud mod at sælge dem, siger kontorchef Søren Assenholt Muff.
Sikkerhedsstyrelsen kigger nærmere på konkrete produkter på hylderne. De bliver tjekket for, om de lever op til advarsels- og mærkningskrav, og om de er korrekt indberettet.
Ved årsskiftet overtog Sikkerhedsstyrelsen også kontrollen med, at detailhandlen overholder reglerne om ikke at sælge tobak og alkohol til mindreårige.
Alderskontrollen er ikke en del af dette tilsyn, fordi den foregår anonymt, men styrelsen vil alligevel kigge på, om butikkerne har tydelige skilte med, at personer under 18 år ikke må købe tobak og alkohol.
- Vi vejleder også butikkerne om, hvordan de overholder reglerne, så de overholder aldersgrænserne. Det er nemlig deres ansvar at sikre sig, at kunder, som køber alkohol og tobak, er over de aldersgrænser, som er fastsat i loven, uddyber kontorchefen.
Fakta om salg af tobak og e-cigaretter
Som detailforhandler af tobak skal man sikre sig, at produkterne har sundhedsadvarsler og mærkning, som lever op til lovgivningen.
Fabrikanter eller importører har ansvaret for at indberette produkterne til Sikkerhedsstyrelsen. Forhandlere af e-cigaretter og tobak skal sikre sig, at de kun sælger produkter, som er korrekt indberettet.
Det kan man tjekke ved at se, om produkterne er i Sikkerhedsstyrelsens register over indberettede e-cigaret og tobaksprodukter.
Registre over e-cigaretter og tobak
Via linkene nedenfor kan du finde lister over korrekt anmeldte e-cigaretter og tobaksprodukter.
Findes produkterne ikke på listen, er de ikke lovlige at sælge.