Det er sundt og sjovt at hoppe på trampolin, men det indebærer også en risiko, hvis man ikke vedligeholder den, eller hvis børnene ikke følger de gode hopperåd.
Vi har samlet nogle af de typiske spørgsmål, vi får om trampoliner her.
Hvilke love gælder for havetrampoliner?
Trampoliner hører under reglerne i produktloven. Den stiller krav til, at produkter er sikre. Det er fabrikanten og importørens ansvar, at trampolinen ikke er farlig at bruge, når den er samlet og bliver brugt efter anvisningerne.
Der skal medfølge brugsanvisning og monteringsvejledning til trampolinen, og som privat forbruger bør du altid tjekke, om manual og vejledning er vedlagt produktet.
Du bør selvsagt også følge vejledningen, da den er lavet af hensyn til din og dine børns sikkerhed.
Er trampolinen offentlig eller privat?
Når du sætter en trampolin op i haven, er der ikke særlige regler, som gælder, ud over produktloven. Det vil sige, at trampolinen skal være sikker, når du samler og bruger den efter fabrikantens anvisninger.
Sætter du den derimod op på en legeplads, som ligger på et fællesareal, vil den være offentligt tilgængelig.
I så fald gælder andre regler, som du kan læse om via linket nedenfor.
Vær desuden opmærksom på at offentlig tilgængelige trampoliner kan betragtes som en forlystelse. Kontakt nærmeste politikreds for afklaring og vejledning inden køb og opsætning.
Regler for trampoliner med offentlig adgang
Hvem har ansvaret for trampolinen?
Står trampolinen i din egen, private have, har du ansvaret for at samle, opstille og vedligeholde trampolinen korrekt efter fabrikantens anvisninger. Det er også en god idé at lære børnene om god hoppeadfærd.
Du kan læse mere om hopperådene via linket nedenfor.
De gode hopperåd
Står trampolinen på et offentligt tilgængeligt fællesareal, så er det til enhver tid ejeren, som er ansvarlig for vedligehold og reparation ifølge bygningsreglementet. Bygningsreglementet hører under Social- og Boligstyrelsen.
Få vejledning om bygningsreglementet og offentlige legepladser via linket nedenfor.
Legepladser med offentlig adgang
Læs mere om kravene til legepladser med trampoliner, hvor der er offentlig adgang.
Skal trampolinen være nedgravet?
I vejledningen, som følger med, når du køber trampolinen, skal det fremgå, om trampolinen skal eller kan graves ned eller ej.
Du kan læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, hvis trampolinen er gravet ned via linket nedenfor.
Gode råd til trampoliner i private haver
Skal der være sikkerhedsnet omkring trampolinen, når den er nedgravet?
Hvis fabrikanten angiver, at der skal være sikkerhedsnet omkring trampolinen, når den er nedgravet, bør du følge anvisningerne.
Hvordan vedligeholder man trampolinen?
Sikkerhedsstyrelsen anbefaler, at du tager trampolinen ned om efteråret og opbevarer den indendørs.
Under alle omstændigheder er det dog vigtigt at give trampolinen et eftersyn et par gange om året. Gerne om foråret, når børnene begynder at tage den i brug, og om efteråret, hvor du eventuelt pakker den ned.
Tjek især fjedre og kantpuder for slitage, men også sikkerhedsnettet. Selve trampolindugen skal ses efter i sømmene efter huller og revner.
Skal trampolinen tages ned om efteråret?
Der er ingen lovkrav om, at du skal pakke trampolinen ned om efteråret, men det er som minimum en god idé at sikre sig, at trampolinen ikke kan flyve væk i stormvejr.
Trampolinens dug er en stor flade, som kan virke som et sejl, når det blæser. Derfor udgør trampolinen en risiko for skader på både personer og ejendom.
Har du plads til det, er det en god idé at pakke trampolinen ned og opbevare den indendørs for vinteren.
Som minimum bør du fastgøre trampolinen, så den ikke flyver væk med farer for mennesker og ting.
Du kan eksempelvis fastgøre trampolinen med stærke pløkker og nylonsnor eller simpelthen vende den på hovedet og lægge tunge ting oven på den – eksempelvis mursten eller betonklodser.
Hvordan sker ulykker på trampolinen?
Langt de fleste ulykker sker på grund af forkert adfærd og ikke på grund af, at trampolinen er farlig. De fleste ulykker er faldulykker. Mange sker ved fald i vandret niveau, men der er også mange fald fra højden.
Du kan forebygge ulykker ved at lære børnene at følge de fem hopperåd:
- Hop altid én ad gangen
- Brug sikkerhedsnet
- Slå aldrig saltomortaler
- Børn under seks år skal have en voksen ved trampolinen
- Husk at give trampolinen et sikkerhedstjek jævnligt
Det kan desværre gå galt på trampolinen, hvis man ikke følger rådene. I videoen her kan du høre Frida fortælle om sin trampolinulykke.