Nye regler for e-cigaretter
Fire grupper af aktører
I lov om elektroniske cigaretter findes der fire grupper af aktører:
- Fabrikanter
- Importører
- Distributører
- Detailforhandlere
Du er fabrikant
Du er efter reglerne fabrikant:
- Hvis du blander e-væsker med- og uden nikotin, uanset om du gør det i en produktionsvirksomhed eller i en detailbutik.
- Hvis du køber færdige produkter og markedsfører dem under dit eget navn eller varemærke.
- Hvis du indgår kontrakt med en virksomhed om at producere elektroniske cigaretter for dig, så du kan sælge dem under dit eget varemærke.
Du er importør
Du er efter reglerne importør:
- Hvis du importerer e-cigaretprodukter fra en virksomhed uden for EU for at videresælge dem inden for EU til grossister eller detailforhandlere.
Du er distributør
Du er efter reglerne distributør:
- Hvis du køber e-cigaret-produkter i et andet EU-land og importerer dem til Danmark, hvor produkterne markedsføres til forhandlere under fabrikantens navn og varemærke. En distributør markedsfører ikke til forbrugere.
Du er detailforhandler
Du er efter reglerne detailforhandler:
- Hvis du fra en butik eller webbutik til danske forbrugere sælger elektroniske cigaretter, der er købt inden for EU, med fabrikantens navn og varemærke.
Fabrikanter og importører skal registreres og anmelde produkter
Som fabrikant eller importør har du pligt til at anmelde de produkter, du er fabrikant eller importør af, til Sikkerhedsstyrelsen. Produkterne skal anmeldes i det fælleseuropæiske system EU-CEG, og du skal muligvis betale et gebyr for produktet.
Hvis du ikke anmelder dem, kan du ikke lovligt markedsføre produkterne i Danmark.
Læs mere om anmeldelse af e-cigaretprodukter
Hvis du fremstiller eller oplagrer elektroniske cigaretter eller genopfyldningsbeholdere i Danmark, skal du lade dig registrere hos Sikkerhedsstyrelsen.
Distributører og detailforhandlere skal registreres
Hvis du oplagrer eller markedsfører elektroniske cigaretter eller genopfyldningsbeholdere, skal du lade dig registrere hos Sikkerhedsstyrelsen.