Regler for tatovører og tatoveringssteder

Både Sundhedsministeriet, Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut og Sikkerhedsstyrelsen fastsætter regler på tatoveringsområdet. Reglerne gælder fra 1. juli 2021 både traditionelle tatovører og kosmetiske tatovører.

Registreringskrav

Ifølge tatoveringsloven skal et tatoveringssted registreres hos Sikkerhedsstyrelsen.

Reglerne for registrering af et tatoveringssted og de tilknyttede tatovører kan ses i tatoveringsloven og i bekendtgørelse om registrering af tatoveringssteder. 

Registrering af tatoveringsstedet og de tilknyttede tatovører skal ske via blanketter på Virk.dk. Der er en blanket til registrering af et nyt tatoveringssted, en blanket, der bruges ved ændringer omkring tatoveringsstedet eller tatovørerne og en blanket, der skal bruges ved betaling af årsgebyr for registrering.

Fra 1. juli 2021 vil registreringen bortfalde og tatoveringsstedet bliver automatisk fjernet fra tatoveringsregistret, hvis registreringen ikke fornyes senest på årsdagen for registrering. Hvis der derefter fortsat tatoveres på adressen, vil det være et brud på tatoveringsloven, og det kan føre til politianmeldelse.

Hygiejnekrav

Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter i samarbejde med Statens Serum Institut regler om hygiejnekrav til registrerede tatoveringssteder. 

Statens Serum Institut fastsætter regler om længde og indhold af et obligatorisk hygiejnekursus for alle, der vil tatovere erhvervsmæssigt. Disse regler træder i kraft 1. februar 2020. Sikkerhedsstyrelsen vil føre tilsyn med, at kursuskravet er opfyldt.

I foråret 2020 er der udstedt en ny bekendtgørelse, som fastsætter, at kravet om hygiejnekursus skal være opfyldt 1. januar 2021. Derefter vil Sikkerhedsstyrelsen føre tilsyn med, at hygiejnekursus er gennemført.


Indholdet er opdateret 25. juni 2021.