Husk sikkerheden når du bruger fyrværkeri

Publiceret d. 20. december 2019
Fra lørdag den 15. december kan du lovligt købe fyrværkeri i Danmark. Men du må først skyde fyrværkeriet af fra den 27. december og frem til og med den 1. januar.
Fyr_fyrværkeri_nyhed_131218
Fyrværkeri på himlen

Hvert år kommer mange børn, unge og voksne til skade på grund af fyrværkeri, enten fordi de selv skyder fyrværkeri af eller fordi de er tilskuere.  Ved nytåret 2018-2019 endte 225 personer på skadestuen efter en fyrværkeriulykke i dagene omkring nytår.

Ifølge Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital er det oftest yngre mænd, det går galt for, så de må på skadestuen på grund af fyrværkeri. Mange af dem har ikke husket beskyttelsesbrillerne, og ofte holder de heller ikke tilstrækkelig afstand, når de selv bruger fyrværkeriet eller er tilskuere. Der er også en del, der kommer til skade, fordi de har haft ulovligt fyrværkeri i hænderne.

- Det er vigtigt for alle at huske fyrværkerirådene om at bruge beskyttelsesbriller, holde afstand, kun bruge lovligt fyrværkeri, aldrig holde tændt fyrværkeri i hånden og aldrig gå tilbage til en fuser, siger kommunikationschef Mette Cramon fra Sikkerhedsstyrelsen.

Fra starten af december og frem til nytårsaften står Sikkerhedsstyrelsen bag en lang række initiativer, der skal minde danskerne om at bruge fyrværkeriet rigtigt, så de undgår ulykker. Både på YouTube, Snapchat, i busser og S-tog og på Facebook vil budskabet dukke op, især over for den mandlige del af danskerne.

- Vi ved, at det er drenge og yngre mænd, der er mest udsat for ulykker, og derfor prioriterer vi at ramme dem med budskaberne om at passe på med fyrværkeriet. Men vi håber også, at der er koner, kærester og mødre, der vil hjælpe med at få deres drenge og mænd til at huske sikkerheden, når de skyder fyrværkeri af, siger Mette Cramon.

I dagene mellem jul og nytår vil nogle af de mest populære danske YouTubere hjælpe med at udbrede budskabet om fyrværkerisikkerhed. Allerede inden jul dukker der korte sikkerhedsvideoer op i S-tog og busser. Og nytårsaften har alle mulighed for at ønske et godt og sikkert nytår med filtre og linser på Snapchat.