Fabrikanter af elbiler skal risikovurdere mode 2-ladekabler

Importører og fabrikanter af elbiler skal sikre sig, at mode 2-ladekabler lever op til kravene i lavspændingsdirektivet vedrørende et højt beskyttelsesniveau for personers sundhed og sikkerhed, for husdyr og for ejendom.

Den førende fabrikant af danske stikkontakter præciserede i 2016, at den maksimale belastning ved gentagende langvarige belastninger ikke må overstige 6 A for visse stikkontakttyper og installationsformer.

Det har ført til, at Danmark har anmeldt nationale afvigelser til produktstandarderne for mode 2 ladekabler, IEC 62752:2016/ EN 62752:2016 og IEC 61851-1:2017/EN 61851-1:2019, der begrænser langvarige belastninger fra husholdningsstikkontakter til maksimalt 6 A.

Det betyder, at:

Fabrikanter af ladekabler til elbiler skal foretage en analyse og vurdering af de risici, der kan være ved produktet og brugen af det, så de lever op til reglerne i lavspændingsdirektivet (LVD) 2014/35/EU ” Electrical equipment designed for use within certain voltage limits” og bekendtgørelse nr. 2516 af 14/12/2021 ”Bekendtgørelse om sikkerhed for elektrisk materiel” ved forventelig brug hos slutbrugeren.

Baggrund

Den tekniske teststandard, som ligger til grund for de fleste europæiske stikkontaktstandarder, har ikke taget højde for det belastningsmønster, som opladning af elbiler medfører.

Når teststandarden ikke indeholder test og krav til langvarige høje belastninger, er det forventeligt, at stikkontakter ikke nødvendigvis kan klare at blive udsat for disse belastninger gentagne gange. Konsekvensen kan være brand og brandtilløb, eller at stikkontakterne smelter.

Problemstillingen med langvarige høje belastninger er ikke en problemstilling, der er begrænset til Danmark. Andre europæiske lande har også indført begrænsninger for disse belastningstyper.

Anbefalinger fra Sikkerhedsstyrelsen

Sikkerhedsstyrelsen anbefaler generelt at undgå daglig opladning via mode 2-ladekabler, når kablet tilsluttes almindelige boligstikkontakter.

I stedet anbefaler styrelsen, at man anvender en vægmonteret ladeboks, som er sluttet direkte til den faste installation, og som har højere ladestrøm. Alternativt kan opladningen ske via mode 2-ladekabler med en industristikprop, som er egnet til længerevarende høje belastninger.

Det siger reglerne

Mode 2-opladere er omfattet af lavspændingsdirektivet2014/35/EU (LVD).

LVD er implementeret i Danmark via Bekendtgørelseom sikkerhed for elektrisk materiel.

LVD har blandt andet til formål at sikre, at elektrisk materiel på markedet opfylder kravene vedrørende et højt beskyttelsesniveau for personers sundhed og sikkerhed, for husdyr og for ejendom.

Fabrikanter skal inden markedsføringen sikre sig, at deres produkter opfylder Lavspændingsdirektivets væsentlige sikkerhedskrav.

Denne procedure kræver blandt andet, at fabrikanten udarbejder en teknisk dokumentation for produktet. (Se LVD artikel 6.2)

Den tekniske dokumentation skal indeholde en fyldestgørende analyse og vurdering af risikoen/risiciene (Se LVD bilag III pkt. 2.)

Risikovurderingen vil vise, om fabrikanten alene kan anvende en harmoniseret standard til at eftervise overensstemmelse med LVDs væsentlige sikkerhedskrav, eller om der er farer, der skal dækkes ved hjælp af andre standarder eller tiltag.

Risikovurderingen skal blandt andet inkludere beskyttelse mod farer, som stammer fra produktet, inklusiv dennes påvirkning af installationen, for eksempel temperaturer og lysbuer som ville kunne fremkalde fare. (Se LVD bilag I pkt. 2b).

Den tekniske dokumentation skal udarbejdes for den forventelige brug samt eventuelle nationale forhold, der gør sig gældende i de lande, hvor produktet markedsføres.

Risikovurderingen skal vise, at produktet ikke udgør en fare for personers sundhed og sikkerhed, for husdyr og for ejendom. Risikovurderingen skal endvidere vise, at brugen af produktet ikke forringer sikkerheden i den faste installation – for eksempel ved overbelastning.