Der skal være ID-nummer på alle cigaretpakker

Publiceret d. 30. april 2020
Fra 20. maj 2020 skal der være ID-oplysninger på alle pakker med cigaretter og rulletobak, der sælges i Danmark og de øvrige EU-lande. Dermed er det ikke længere tilladt at sælge cigaretter eller rulletobak, der ikke kan spores tilbage til fabrikanten.
Cigaret

ID-mærkningen er led i et EU-krav om, at tobaksvarer skal kunne spores fra fabrikant til detailforhandler. ID-oplysningerne indgår i et fælles EU-register, så myndighederne i EU-landene kan kontrollere, at tobaksvarer ikke er blevet handlet ulovligt. Det gælder, uanset hvor i kæden fra fabrikant til forhandler produkterne befinder sig.

Det seneste år har der været en overgangsperiode, hvor forretninger har haft lov til at sælge cigaretter og rulletobak uden ID-mærkning. Det forudsatte, at produkterne var produceret eller importeret til EU inden 20. maj 2019.

- Når overgangsperioden er slut den 20. maj, vil vi fra Sikkerhedsstyrelsen tjekke, at tobakspakkerne har de rigtige ID-oplysninger, når vi kommer på tilsyn i en butik. Og hvis reglerne er overtrådt, kan det straffes med bøde, oplyser kontorchef Lone Brose.

ID-mærkningen gælder kun cigaretter og rulletobak i øjeblikket. Andre typer af tobaksvarer må sælges indtil 20. maj 2026, selv om de ikke har ID-oplysninger.