Husk potentialudligning af betonkonstruktioner

Det har de seneste tre år været et generelt krav, at metal-armering i betonkonstruktioner skal have potentialudligning, hvis der kan opstå en farlig potentialeforskel. Potentialudligning skal beskytte både mod stød, hvis der opstår fejl i installationen, overspændinger og elektromagnetiske forstyrrelser.

Bemærk, at links til standarder kræver login hos Dansk Standard.

Baggrund for ændringen

Elektriske installationer har ændret karakter, så potentialudligning spiller en væsentlig rolle i en moderne installation i dag. Det er ikke kun en beskyttelse af sikkerhedsgrunde (personbeskyttelse) men også i høj grad for at beskytte mod overspændinger samt for at undgå eller mindske effekten af elektromagnetiske forstyrrelser (EMC).

Potentialudligning beskytter både under normal drift og ved fejlforhold i installationen samt ved kraftige udefrakommende elektriske og elektromagnetiske påvirkninger. Elektrisk ledende bygningskonstruktioner kan udgøre en risiko på grund af den naturlige overgangsmodstand til jord. For at sikre en optimal beskyttelse af personer, husdyr og ejendom er det nødvendigt at udføre beskyttende potentialudligning, og derfor bliver det krævet i installationsstandarderne.

Hvad siger reglerne

Indtil de nuværende installationsbestemmelser trådte i kraft i 2017, har det i Danmark kun været en anbefaling og ikke et krav, at metallisk hovedarmering i betonkonstruktioner skulle forbindes til hovedudligningsforbindelsen, hvis det var praktisk gennemførligt.   

I dag er der i installationsbestemmelserne, som henviser til den europæiske standardserie for elektriske installationer HD 60364, et krav om, at der skal udføres beskyttende potentialudligning. Det omfatter indgående metalliske dele, som kan forårsage en farlig potentialeforskel, fx rør til forsyning inde i bygningen, fremmede ledende dele i konstruktionen og tilgængelig armering i armeret konstruktionsbeton. Kravet omfatter både insitu-støbte og præfabrikerede betonelementer.

Risikovurdering

Der skal som udgangspunkt foretages en vurdering af, om konstruktionen kan forårsage en farlig potentialeforskel. Kravet i HD 60364-4-41:2017, punkt 411.3.1.2 om, hvilke metalliske dele der skal indgå, omfatter også armering i betonkonstruktioner, som kan forårsage en farlig potentialeforskel.

Hvis denne vurdering viser, at konstruktionen kan forårsage en farlig potentialeforskel, skal konstruktionen potentialudlignes ved at forbinde konstruktionen til hovedjordklemmen. Vurderingen skal i så fald yderligere vise, hvilke konstruktionsdele der er omfattet, og det bør det angives, hvordan udligningen kan udføres.

Hvis vurderingen derimod viser, at konstruktionen ikke kan indføre en farlig potentialeforskel, skal dette eftervises ved en risikovurdering og/eller ved måling.

Bemærk, at der kan være flere krav til potentialudligning end de generelle krav i HD 60364-4-41:2017+A11:2017(SIK), punkt 411.3.1.2 (som fx særlige områder, lynbeskyttelse, EMC m.v.).

Udførelse og ansvar

Udligningsforbindelser skal normalt udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed, som også er ansvarlig for, at forbindelserne er rigtigt udførte og at der er gennemgående elektriske forbindelser. Det er derfor vigtigt, at elinstallatørvirksomheden er tidligt med i byggefasen, så installatøren kan definere de dele, der skal indgå i potentialudligningen. Ved større projekter er det typisk op til den rådgiverende ingeniør eller den projekterende at foretage vurderingen af behovet for potentialudligning og definere omfanget.

Der vil være tilfælde, hvor en del af udligningsforbindelserne udføres af andre, fx i forbindelse med fremstilling af betonelementer eller insitu-støbning. I disse tilfælde må det sikres gennem de krav, der stilles til støbeentreprisen, at armeringsjern forbindes indbyrdes i tilstrækkeligt omfang og at der findes de fornødne tilslutningssteder til udligningsforbindelserne. 

Eksempler på områder med særlige krav

Vær opmærksom på, at der også kan være særlige krav til udligningsforbindelser i andre områder.

Badeværelser

Badeværelser og områder med fx svømmebassiner er områder, hvor der skal udføres supplerende beskyttende potentialudligning, da risikoen ved elektrisk stød er forøget på grund af reduktion af kropsmodstanden og kropskontakt med jordpotentiale. I badeværelser er det et krav ifølge standarden DS/HD 60364-7-701, Områder med bad eller bruser, at der udføres supplerende beskyttelsespotentialeudligning.

Medicinske områder (hospitaler)

I medicinske områder skal der tages hensyn til de særlige risici, der kan være for patienter og medicinsk personale ved brug af elektrisk udstyr, da selv meget små strømme kan være livstruende for patienter, hvis der sker en strømgennemgang direkte via vitale organer. Det er derfor et krav ifølge standarden DS/HD 60364-7-710, Medicinske områder, at der udføres supplerende beskyttende potentialudligning i gruppe 1- og 2- områder.

Landbrug

Da dyr er særligt følsomme, er der i landbrugsejendomme skærpede krav. Her skal potentialudligning sikre mennesker og dyr mod farlige berørings- og skridtspændinger. Der er således ifølge standarden DS/HD 60364-7-705, Landbrug og gartnerier, krav om supplerende udligning af alle dele, der kan blive berørt af husdyr. Det gælder fx også præfabrikerede betonelementer i gulve.

Eksplosionsfarlige områder (EX-område)

I områder, hvor der er ATEX-installationer, er der skærpede krav til potentialudligning, da potentialudligning også beskytter mod brand og eksplosionsfare. De særlige krav til potentialudligning i de klassificerede områder (zoner) fremgår af de relevante standarder for installationer i EX-område, bl.a. DS/EN 60079-14, Eksplosive atmosfærer – Konstruktion, valg og opbygning af elektriske installationer.

Maskininstallation

Standarden DS/EN 60204-1, Maskinsikkerhed – Elektrisk materiel på maskiner stiller krav om, at maskinanlægget skal være omfattet af en beskyttende udligningskreds. Som en del af maskinens tekniske dokumentation skal der leveres en anvisning, der omhandler forbindelse af samtidigt tilgængelige fremmende ledende dele i nærheden af maskinen (fx inden for 2,5 m) til den beskyttende udligningskreds.

25. september 2020