Få indblik i dit huseftersyn

Tilstandsrapporter og elinstallationsrapporter udarbejdes af fagfolk, og dermed vil der også være en del fagudtryk i rapporterne.
Du kan få hjælp med ordforklaringer og med at få et godt overblik over fejl og skader, hvis du på Boligejer.dk bruger linket til "Mithuseftersyn".

Sådan kommer du ind på Mithuseftersyn

Som udgangspunkt er det kun ejeren af en ejendom, der har adgang til siden. 

Du søger på adressen på Boligejer.dk. Der finder du linket til "Mithuseftersyn," markeret med et lille gult mærke. 

Så bliver du bedt om at logge på med NemID, og hvis du er registreret som ejer af ejendommen, får du adgang til Mithuseftersyn.

Derinde har du mulighed for at give adgang til andre ved at åbne for dine rapporter. Det giver dig et link, du kan sende til dem, du ønsker skal se rapporterne.

Hvis du fortryder, at du har åbnet for dine rapporter, kan du blot bruge deleknappen og lukke for rapporterne igen.

Dette kan du bruge Mithuseftersyn til

Der er en række funktioner, som supplerer de pdf-rapporter, du har modtaget fra en bygningssagkyndig eller elinstallatørvirksomhed:

  • Du kan få et overblik over skader i tilstandsrapporten og fejl i elinstallationsrapporten og sortere ud fra alvorlighed eller rum for rum.
  • Du kan få ordforklaringer på tekniske udtryk i beskrivelser af skader og fejl.
  • Du kan se videoer om, hvordan tilstandsrapporter og elinstallationsrapporter bliver til.
  • Du kan få generel information om huseftersynsordningen.
  • Du kan downloade dine rapporter eller dele link til dem med andre.

Kun rapporter udarbejdet fra 1. oktober 2020

Mithuseftersyn er bygget op, sideløbende med at bygningssagkyndige og elinstallatørvirksomheder har fået et nyt program - Husweb - til at udarbejde rapporterne i.

Husweb blev taget i brug 1. oktober 2020, og derfor er det kun tilstandsrapporter og elinstallationsrapporter, der er udarbejdet 1. oktober 2020 eller senere, der er tilgængelige i Mithuseftersyn.

Desuden er det en forudsætning, at der findes både en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport. Ellers fungerer Mithuseftersyn ikke.

Se hvordan rapporterne bliver til