Sikkerhedskontrol af gasinstallationer

Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med danske gasinstallationer. Hvert år udvælges et antal installationer til sikkerhedssyn. Her kortlægges det, om installationen er sikker og drives og vedligeholdes korrekt af ejeren.

Kontrol af sikkerheden

Sikkerhedsstyrelsen udvælger hvert år stikprøver blandt de danske gasinstallationer. Installationerne, der foretages sikkerhedssyn på, udvælges ud fra, hvor komplekse de er og derefter ved tilfældige stikprøver. Et sikkerhedssyn er en bred gennemgang af en gasinstallation, og formålet er at forhindre risiko for forgiftning, eksplosion, brand eller anden fare for personer, dyr og omgivelser.

Gasselskabernes opgave

Medarbejdere fra gasdistributionsselskaberne fører tilsyn med gasinstallationer inden for det område, de forsyner. Det sker på vegne af Sikkerhedsstyrelsen. Hvis der ikke er tilknyttet et distributionsselskab til installationen, er det en medarbejder fra Sikkerhedsstyrelsen, der kommer på et sikkerhedssyn.

Hjemmel i gassikkerhedsloven

Det fremgår af gassikkerhedslovens § 14, at Sikkerhedsstyrelsen og gasdistributionsselskaberne har adgang til både offentlige og private ejendomme for at føre effektiv kontrol med gasinstallationer.