Elinstallationer på markeder og festivaler får kontrolbesøg

Publiceret d. 25. marts 2022
Samtidig med, at forårsvejret lokker besøgende til markeder, festivaler, tivoli, friluftsteater og andre udendørs arrangementer, drager tilsynsførende fra Sikkerhedsstyrelsen ud for at tjekke, at de midlertidige elinstallationer er lovlige og sikre.
Festival
Koncert

I løbet af forårs- og sommersæsonen skal der besøges omkring 75 midlertidige arrangementer af forskellig art og størrelse. Og kontrollen vil så vidt muligt ske, inden aktiviteterne åbner, så eventuelle fejl og mangler kan rettes op, før gæsterne strømmer ind.

- Der kommer rigtigt mange mennesker til udendørs arrangementer i sommerhalvåret, og det er vigtigt, at sikkerheden er i orden, også når der etableres elinstallationer, som kun skal bruges i en kort periode. Derfor prioriterer vi at komme på tilsyn, lige inden aktiviteterne åbner, så eventuelle fejl kan nå at blive rettet, siger kontorchef Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen.

Sikkerhedsstyrelsen prioriterer også at vejlede arrangører af midlertidige aktiviteter om kravene til de elinstallationer, der bliver etableret. I løbet af februar-marts har inspektør Steen Søgaard fra Sikkerhedsstyrelsen holdt oplæg på temamøder både hos Dansk Live, der er brancheforening for festivaler og koncerter, og hos By- & Markedsfester, der organiserer arrangører på disse områder.

- En midlertidig installation skal betragtes som en ny installation hver gang og dermed følge de nyeste regler.  Vi ved, at materiel til elinstallationer ved midlertidige arrangementer ofte gemmes fra år til år. Derfor skal dem, der udfører installationerne være opmærksomme på, at deres kabler, eltavler og andet udstyr lever op til reglerne, hver gang det tages i brug, siger Søren Assenholt Muff.

På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside Sik.dk kan der findes vejledninger til midlertidige elinstallationer. Desuden er der en overbliksside over elregler og andre regler på Sikkerhedsstyrelsens områder, der skal følges ved midlertidige arrangementer.