Fru Fyrværkeri i Sikkerhedsstyrelsen

Publiceret d. 28. december 2021
Katrine er fru Fyrværkeri i Sikkerhedsstyrelsen. Eller som hun selv lidt mere beskedent siger: ”Jeg er tovholder på fyrværkeriområdet, når det drejer sig om kontrol, markedsovervågning, samarbejdet på tværs af Sikkerhedsstyrelsen og det at repræsentere styrelsen vedrørende fyrværkeri i internationale sammenhænge”.
Katrine sidder i en sofa i Sikkerhedsstyrelsen
Katrine
Indholdet er senest revideret 28. december 2021

Katrine er 41 år, uddannet både finansøkonom og kemiingeniør og har arbejdet hos os i knapt fem år. Hun oplever sin uddannelsesmæssige baggrund som en fordel i arbejdet som teknisk sagsbehandler i styrelsen: ”Den tekniske baggrund er vigtig. Og så har jeg hele projekttilgangen fra ingeniøruddannelsen, så det at arbejde tværfagligt og i sprint ligger helt naturligt for mig. Det er dejligt at kunne bruge alle elementer af sin uddannelse i et og samme job”.

Fyrværkeriarbejdet kulminerer i december, men inden da ligger der et stort arbejde for teamet, som i det daglige arbejde er på fire mand. ”Allerede i efteråret samler vi det tværfaglige hold, og i november tester vi et bredt udvalg af de nye varer på markedet. Pointen er, at vi helst vil stoppe det, der er farligt og ikke overholder reglerne, inden det lander ude hos forbrugerne”.

Efter test følger en periode med sagsbehandling, hvor der skal laves testrapporter, risikovurderinger og afgørelser.

”Når først vi rammer november-december er vi vel 30-35 medarbejdere, der knokler med fyrværkeri. Det er kontrol på salgssteder, det er jurister, kommunikationsmedarbejdere, kundesupport, ministerbetjening, IT – og så fyrværkeriteamet som back-office”, fortæller Katrine.

Når januar melder sin ankomst, er der en masse opfølgende arbejde i fyrværkeriteamet omkring sagsbehandling, forebyggende arbejde og internationale møder, ”…og så starter det hele forfra”, griner Katrine. ”Men det giver så meget mening, det jeg laver. Jeg elsker at arbejde tværfagligt, og alt det vi er rigtig gode til i Sikkerhedsstyrelsen, kan vi se samlet i en fin bouillonterning omkring arbejdet med fyrværkeri”.

Netop i disse dag topper alt Katrines arbejde, og derfor har hun en lille bøn:
”Vi forbereder os så godt, vi overhovedet kan hvert eneste år. Alligevel ved man aldrig helt, hvad der sker, når man møder på arbejde om morgenen, og hver nytårsaften er spændende. Til alle derude vil jeg sige: Husk beskyttelsesbriller og hold nu afstand!”