Beslaglæggelse af e-cigaretprodukter

Det er ikke tilladt at indføre, købe, udlevere, modtage, fremstille, forarbejde eller besidde ulovlige e-cigaretprodukter med nikotin, der overtræder reglerne for nikotinindhold og/eller kendetegnende aroma.

Mulighed for beslaglæggelse

Hvis forbuddet mod at indføre, købe, udlevere, modtage, fremstille, forarbejde eller besidde ulovlige e-cigaretprodukter med nikotin ikke bliver overholdt, har Sikkerhedsstyrelsen mulighed for at beslaglægge de ulovlige e-cigaretprodukter.

En del af kontrollen på området bliver udført i et tæt samarbejde med Toldstyrelsen og Skattestyrelsen.

Undtagelse fra forbud

Der er en undtagelse for erhvervsdrivende, der kan dokumentere, at de udelukkende forarbejder, fremstiller, indfører, køber eller besidder de pågældende e-cigaretprodukter med henblik på videresalg til virksomheder eller forbrugere i andre lande.

Der er ikke fastsat krav til den konkrete dokumentationsform. Men Sikkerhedsstyrelsen skal på baggrund af dokumentationen i den konkrete situation kunne vurdere retmæssigt, om forholdet kan undtages fra forbuddet.