Ændret periode for affyring af fyrværkeri

Publiceret d. 20. december 2024
Perioden for hvornår man må fyre fyrværkeri af som privatperson, er ændret. Sidste år var affyringsperioden fra den 27. december til og med den 1. januar, men fra i år er det ændret til at være fra den 31. december til og med den 1. januar.
En lunte
En lunte

Affyringsperioden er i år og fremadrettet blevet begrænset til to dage: Nytårsaften og nytårsdag. Det er bl.a. gjort for at tage mest muligt hensyn til veteraner, flygtninge og andre, der må være generede af fyrværkeri.

- Mens fyrværkeri for nogle er den traditionelle måde at fejre nytåret på, kan det for andre være en stor stressfaktor. Høje brag og skarpe glimt kan være med til at skabe frygt hos især veteraner og flygtninge fra krigszoner, ligesom dyrene kan blive påvirket, siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Køber du allerede krudt fra den 15. december, lyder anbefalinger at opbevare dit fyrværkeri tørt og ikke for varmt, indtil det skal tages i brug den 31. december. Opbevar derfor ikke fyrværkeri tæt på varmekilder eller elektriske apparater.

 

Fakta om fyrværkeri

  • I Danmark er det lovligt at sælge og købe nytårsfyrværkeri fra den 15. december til og med den 31. december.
  • For privatpersoner er det lovligt at fyre fyrværkeri af fra den 31. december til og med den 1. januar.
  • Man skal være 18 år for at købe nytårsfyrværkeri og 15 år for at købe småt fyrværkeri i kategori F1, for eksempel knaldperler, stjernekastere og bordbomber.
  • Tjek, at fyrværkeriet er lovligt. Det skal have:
    1) CE-mærke
    2) Brugsanvisning på dansk
    3) Advarsler og anbefaling til sikkerhedsafstande.