Pas på, når du sælger legetøj og produkter, der ligner mad

Inden du sælger legetøj eller andre produkter, der ligner mad, skal du sikre dig, at det ikke kan forveksles med en fødevare og være til fare for børn og svagtseende.

Det kan være svært at afgøre, om et produkt kan udgøre en fare for børn og svagtseende, fordi det ligner mad.

Det er importøren eller fabrikanten, der har ansvar for kun at bringe sikre produkter på markedet. Derfor er det også importørens og fabrikantens ansvar at vurdere, om produktet ligner en fødevare og derfor kan udgøre en risiko.

Som distributør kan du stille spørgsmål til fabrikanten eller importøren om test og sikkerhedsvurderinger af produktet, hvis du er i tvivl. Det er ikke et lovkrav, men kan være en god idé.

Lovgivning og markedskontrol 

De danske regler om fødevareefterligninger – også kaldet levnedsmiddelefterligninger – fremgår af bekendtgørelse 1116 af 12. december 2003 om ”legetøj og produkter, som på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med levnedsmidler”.
 

Det kontrollerer vi

Når Sikkerhedsstyrelsen kontrollerer markedet for fødevareefterligninger, undersøger vi blandt andet:

  • Er det muligt, at produktet kan blive forvekslet med mad?
     
  • Vi foretager en vurdering af, hvordan produktet ser ud, og vi vurderer blandt andet produktets lugt og vægt.
     
  • Er der risiko for kvælning på grund af smådele?
     
  • Legetøj til børn under 3 år må ikke bestå af små dele eller kunne frigøre små dele ved trækprøvning med op til 90 N.
  • Hvis en del kan rummes helt i testcylinderen, der er defineret i standardens punkt 8.2, bliver den betragtet som en smådel. Cylinderen har en diameter på 31,7 mm og sidehøjder på 25,4 til 57,1 millimeter. Det svarer til Sikkerhedsstyrelsens legetøjstester (se linket nedenfor). Derefter tester vi efter standardens anvisninger i punkt 8.4 og 8.2; trækprøvning og prøvning i testcylinder. 
     
  • ​​​​​​​Kan et barn bide smådele af produktet?

Fem gode råd til vurdering af produkter, som ligner fødevarer

  • Kan legetøjet eller produktet forveksles med mad, hvis man er et barn eller svagtseende?
  • Lugter produktet af mad?
  • Vejer produktet det samme, som den fødevare, det ligner?
  • Består produktet af smådele eller kan smådele rive sig løs?
  • Kan et barn bide smådele af produktet?