Afprøvning af den elektriske installation

Når du har foretaget eftersynet af det elektriske materiel i installationen, skal du lave selve afprøvningen af installationen. Her kan du få en metode, som fortæller dig, hvilke dele du skal afprøve.

Husk eftersyn inden afprøvning

Denne vejledning kan følges, når der er tale om første verifikation.

Det er vigtigt, at du har foretaget eftersynet, inden du går i gang med selve afprøvningen og inden installationen bliver sat under spænding.

Metode til afprøvning af den elektriske installation

Når du skal udføre afprøvningen, kan du bruge den metode, som er beskrevet nedenfor. Du skal gøre det i den nævnte rækkefølge. Metoden tager udgangspunkt i DS/HD 60364-6:2016 .

Du kan dog også anvende andre metoder, hvis de giver resultater, der er lige så valide.

A: Du skal måle, at beskyttelseslederen er intakt frem til stikkontakt/tilslutningssted

Det gør du ved at lave en gennemgangsmåling ved en lav målestrøm (typisk bruges 4V-24V/0,2A). Du skal lave målingen for alle stikkontakter og tilslutningssteder i installationen. Derudover skal du også afprøve, at forbindelse fra jordelektroden til hovedjordklemmen er intakt. Hvis der er en beskyttelsesleder i stikledningen, så du også måle den.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

B: Du skal måle installationens isolationsmodstand

Installationen skal være spændingsløs.

Du skal måle mellem spændingsførende ledere og beskyttelseslederen. De spændingsførende ledere kan være forbundet sammen. Du kan fx lave målingen ved tavlen, men du skal huske, at stikledningen også er omfattet af kravet til isolationsmodstand.

Når stikledningens isolationsmodstand skal måles, kræves det, at stikledningen endnu ikke er sat under spænding.

Bemærk, at kravet for isolationsmodstand er blevet fordoblet i de nye regler for elektriske installationer. Det betyder, at du nu skal måle mere end 1 MΩ.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

C: Hvis der er beskyttelse med SELV, PELV eller separat strømkreds, skal du måle på disse kredse i forhold til jord og eventuelle andre strømkredse

Installationen skal være spændingsløs.

Du skal måle med 250 V og en isolationsmodstand ≥ 0,5 MΩ. Ved separat strømkreds skal du IKKE måle selve transformerens isolation (den er dækket af kravet til transformeren). Derfor bliver du nødt til at frakoble ved transformeren.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

D: Du skal måle gulve og vægges isolationsmodstand/ impedans, når det er krævet

Det er ikke et krav for almindelige boliginstallationer. Det er kun et krav, når installationen styres eller er under overvågning af sagkyndige eller instruerede personer. Se HD 60364-4-41, Annex C .

Det gælder særligt for ikke-ledende områder og i områder med beskyttelse ved lokal potentialudligning uden jordforbindelse.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

E: Du skal lave en polaritetsprøve

Her kan du fx tjekke, at enpolede afbrydere er forbundet i faselederen. Det kan du gøre med en berøringsfri polsøger.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

F1: Du skal tjekke den automatiske afbrydelse af forsyningen

Hvis der anvendes en RCD (fejlstrømsafbryder) til automatisk afbrydelse af forsyningen, skal denne afprøves, inden installationen idriftsættes.

I RCD-videoen gennemgås minimumskravene, som er anvist af den danske nationalkomite S-564. I videoen anvendes tjeklisten for verifikation af mindre elinstallationer.

Normalt skal du bruge et programmerbart måleudstyr til afprøvningen. RCD’ens egenskaber skal afprøves, hvilket medfører, at en RCD type A skal afprøves ved alle forhold herunder:

  • 1 x IΔn afprøves med ren sinus hhv. 0° og 180° forskydning
  • 0.5 x IΔn og 5 x IΔn afprøves med ren sinus 0°
  • 1 x IΔn afprøves med pulserende d.c. ved 0° og 180° overlejret på 6 mA d.c.

For en type B RCD skal du desuden supplere målingerne med en prøve, hvor du påtrykker en d.c.-fejlstrøm.

Du kan måle på RCD’en i forhold til nullederen (på tilgangssiden af RCD’en) for at undgå eventuelle fejl, der er forårsaget af andet udstyr, som er tilsluttet beskyttelseslederen.

Afprøvning af en RCBO (kombiafbryder) skal ske, før den forbindes på afgangssiden, dvs. inden du sætter spænding på. RCBO-videoen gennemgår, hvordan denne afprøvning kan gennemføres i praksis.

Afprøvning af RCD

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

Udløsetider for RCD

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

Afprøvning af RCBO

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

F2: Du skal måle overgangsmodstanden for en jordelektrode

Her kan du bruge den metode, der er beskrevet i HD 60364-6, Anneks C, metode C.1  , eller den metode, som er anvist af fabrikanten af måleinstrumentet.

Hvis du bruger metoden, der er vist på videoen, skal du bruge 2 hjælpeelektroder og have tilstrækkeligt med plads til placering af hjælpeelektroderne.

Den ene hjælpeelektrode benyttes til at sætte strøm i jorden, mens du måler spændingsfaldet mellem den anden hjælpeelektrode og jordelektroden.

Overgangsmodstanden findes som spændingsfaldet delt med den strøm, du har sat til jord. Elektroden, som du bruger til spændingsfaldmåling, skal sættes midt i mellem jordelektroden og den anden hjælpeelektrode.

Du skal lave 3 målinger.

Overgangsmodstanden for jordelektroden er gennemsnitsværdien af de 3 målinger. Hvis målingerne varierer meget, skal den første hjælpeelektrode, der sender strøm i jorden, flyttes længere væk og målingerne skal gentages.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

Du kan også vælge en anden, enkel metode til måling af overgangsmodstanden. Denne metode lever også op til standardens krav til verifikation. Se hvordan i videoen nedenfor.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

F3: Du skal måle jordfejlsløjfeimpedans

For TN-systemer skal du bruge fremgangsmåden i DS/HD 60364-6, anneks D, D.6.4.3.7.3 For TT-systemer, der bruger RCD til beskyttelse mod indirekte berøring, er du nødt til at måle overgangsmodstanden RA til jordelektroden og beskyttelseslederen for de udsatte dele for at kunne bruge formlen i DS/HD 60364-4-41, 411.5.4

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

G: Supplerende beskyttelse

Hvis RCD’en er blevet afprøvet under kontrollen af automatisk afbrydelse af forsyningen, er det ikke nødvendigt at måle yderligere, hvis RCD’en bliver anvendt til både fejlbeskyttelse og supplerende beskyttelse.

I et TT-system yder en RCD normalt både fejlbeskyttelse og supplerende beskyttelse. I et TN system, hvor RCD’en kun er supplerende beskyttelse skal du måle (se under punkt f1). Hvis der i et TN system ikke er anvendt RCD som supplerende beskyttelse, skal du verificere, at den anden valgte supplerende beskyttelse er virksom.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

H: Du skal lave afprøvning af fasefølge

Når du laver afprøvning af fasefølge, skal du bruge et egnet instrument.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

I: Du skal lave funktionsafprøvning

Du skal lave en kobling med RCD og OCPD/gruppeafbrydere, hvor du skal tjekke, om installationen virker som forventet.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

J: Du skal måle eller beregne spændingsfald

Du kan fx måle spændingen i 2 punkter på en strømkreds med en forventelig belastning og herefter bestemme spændingsfaldet mellem de 2 punkter. Er det problemer med spændingsfaldet, kan det tyde på, at der er andre og større problemer i installationen.

Watermark Sikkerhedsstyrelsen

Om vejledningen

  • Denne vejledning er lavet i et samarbejde mellem TEKNIQ og Sikkerhedsstyrelsen.
  • Indhold fra standarder er gengivet efter aftale med Dansk Standard.

27. maj 2020
Opdateret 26. april 2021