Fabrikanter og importører skal indberette salg

Senest den 1. april hvert år skal der foretages indberetning af det seneste års salg af e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin via EU-systemet EU-CEG. Dine data indberettes som supplement til eventuelt tidligere indberettede data. Du skal sørge for, at data, der er indberettet i tidligere år, forbliver synlige.

Husk den årlige indberetning af salg af e-cigaretter og e-væsker

Fabrikanter og importører af e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin skal hvert år senest 1. april indberette oplysninger for det foregående år til Sikkerhedsstyrelsen om salgsvolumen, salgskanaler, eventuelle resumeer af markedsundersøgelser og undersøgelser om forbrugerpræferencer.

Oplysningerne skal indberettes for, at myndighederne kan følge markedsudviklingen for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin. Det bliver blandt andet vurderet, om brugen af disse produkter fører til nikotinafhængighed eller tobaksforbrug blandt unge og ikke-rygere.

Oplysningerne skal indberettes via EU-systemet EU-CEG af fabrikanten eller importøren, der har anmeldt produkterne i EU-CEG. Der skal indberettes salg til det danske marked af elektroniske cigaretter samt genopfyldningsbeholdere med nikotin. Der skal indberettes for det specifikke produkt-ID og eventuelt sub-brand. Der må gerne leveres en samlet rapport, der indeholder oplysninger for flere af produkterne. Denne rapport skal uploades for hvert produkt-ID i EU-CEG. Der skal indberettes for perioden 1. januar til 31. december.

Krav til den årlige indberetning:

  • Oplysninger om salgsvolumen. Disse skal være udførlige og opdelt efter handelsnavn (produktmærke) og produkttype.
     
  • Oplysninger om salgskanaler. Disse skal redegøre for, hvilke forhandlere der sælger importørens eller fabrikantens produkter.
     
  • Evt. resumé af markedsundersøgelse. Dette skal være på engelsk eller der skal være en engelsk oversættelse. Resuméet af markedsundersøgelsen er kun relevant, hvis der er foretaget en markedsundersøgelse, ellers stilles der ikke krav om, at dette indberettes.
     
  • Undersøgelse af forbrugernes præferencer. Denne skal indeholde oplysninger om unges, ikkerygeres og de nuværende primære forbrugergruppers præferencer. Der er ikke noget formkrav til, hvordan undersøgelsen udføres.