Gebyr for anmeldelse af e-cigaretter og e-væsker

Fabrikanter og importører, der ønsker at markedsføre en e-cigaret eller en genopfyldningsbeholder med eller uden nikotin i Danmark, skal betale et gebyr. Sikkerhedsstyrelsens omkostninger til markedsovervågning og sagsbehandling af e-cigaret-området bliver dækket af gebyrerne.

Hvad koster gebyret på e-cigaretter og e-væsker?

Når du har oprettet anmeldelsen i EU-CEG, vil Sikkerhedsstyrelsen vurdere, om du skal betale gebyr for anmeldelsen. Hvis anmeldelsen udløser et gebyr, modtager du en anmodning om betaling. Anmeldelsesgebyret skal indbetales til Sikkerhedsstyrelsen, før anmeldelsen kan betragtes som modtaget.

Du må først markedsføre e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med eller uden nikotin fra det tidspunkt, hvor der er modtaget bekræftelse for korrekt anmeldelse.

Hvilke produkter skal der betales gebyrer for?

Der er som udgangspunkt pligt til at betale gebyr for alle typer af e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.

Ved e-cigaret med eller uden nikotin forstås et produkt, der kan anvendes til forbrug af nikotinholdig eller ikkenikotinholdig damp gennem et mundstykke. Det kan også være dele af et sådant produkt, for eksempel en patron, en genopfyldelig tank eller en anordning uden patron eller genopfyldelig tank. E-cigaret-løsdele (med undtagelse af batterier og mundstykker), der anmeldes enkeltvis, er derfor gebyrpligtige hver for sig.

Hvis alle e-cigarettens enkeltdele udgør og anmeldes som et samlet produkt, skal du betale ét gebyr for det samlede produkt.

Du skal foretage en ny anmeldelse og betale nyt anmeldelsesgebyr for enhver væsentlig ændring af allerede anmeldte e-cigaretter eller genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin.

Du skal ikke betale gebyr for batterier, mundstykker.

Hvor længe skal der betales gebyr for opretholdelse af anmeldelse?

Du skal betale et årligt gebyr for opretholdelse af anmeldelsen af et produkt, så længe produktet er anmeldt i EU-systemet.

Det er derfor vigtigt, at du afmelder produktet i EU-systemet, inden opretholdelsesperioden udløber, hvis du ikke længere ønsker at markedsføre produktet.

Sikkerhedsstyrelsen vil inden udløbet af opretholdelsesperioden gøre dig opmærksom på, at der skal betales opretholdelsesgebyr, hvis du fortsat ønsker at markedsføre produktet i Danmark.

Hvad dækker gebyrerne?

Gebyrerne skal dække omkostningerne til Sikkerhedsstyrelsens administration af anmeldelsesordningen og den markedskontrol, som styrelsen skal udføre, herunder omkostninger til test af produkter på eksterne laboratorier.

Hvordan indbetales gebyrerne?

Anmeldelsesgebyr og opretholdelsesgebyr
Du vil få tilsendt en faktura, hvor det præcise gebyr og betalingsoplysninger vil være anført.