Kontrol af fyrværkeri

I Sikkerhedsstyrelsen udfører vi markedsovervågning af fyrværkeri. Herunder kan du læse om, hvilke undersøgelser og tests vi foretager.

Markedsovervågning af fyrværkeri

I Sikkerhedsstyrelsen udtager vi årligt en række artikler hos de danske fyrværkerivirksomheder. Vi udtager fyrværkeriet for at sikre, at det lever op til reglerne på fyrværkeriområdet.

Vi udtager artiklerne med tre forskellige formål.

Dokumentkontrol og mærkningsundersøgelse

Vi kontrollerer, at mærkningen af fyrværkeriartiklen lever op til kravene for mærkning af fyrværkeri. Det skal være CE-mærket, og der er krav til brugervejledning. Derudover kontrollerer vi, at virksomheden har den krævede dokumentation.

Er artiklen ikke mærket korrekt, eller kan virksomheden ikke skaffe den nødvendige dokumentation, kan vi give virksomheden et påbud. Dermed må forhandleren ikke længere sælge fyrværkeriet.

NEM-vejning

NEM betyder Nettoeksplosivmængde og er et mål for, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet. Vi tager fyrværkeriartikler ud og sender dem til et testlaboratorium. Laboratoriet undersøger, om indholdet af fyrværkeriet er i overensstemmelse med dokumentationen. Hvis indholdet ikke stemmer overens med dokumentationen, lever artiklen ikke op til den typegodkendte model. Virksomheden kan herved risikere at få et påbud. Dermed må forhandleren ikke længere sælge fyrværkeriet.

Funktionstest

Der bliver foretaget funktionstest af fyrværkeriartikler for at kontrollere, at de lever op til de væsentlige sikkerhedskrav. Det er et akkrediteret laboratorium, der tester, at artiklerne lever op til kravene i standarden på fyrværkeriområdet.

Viser testen, at artiklen udgør en sikkerhedsmæssig risiko, bliver den påbudsbelagt og må dermed ikke længere sælges.

Hvad sker der når Sikkerhedsstyrelsen finder farlige fyrværkeriartikler?

Sikkerhedsstyrelsen laver markedskontrol af nytårsfyrværkeri. Når vi finder en fyrværkeriartikel, som er farlig eller har en fejl, skal den fjernes fra markedet.

Alle fyrværkeriartikler, som vi har vurderet er farlige, har vi samlet i en oversigt, som indeholder beskrivelser og billeder af de enkelte fyrværkeriartikler, der ikke må sælges til forbrugerne. Du skal dog være opmærksom på, at det i flere tilfælde kun er enkelte produktionsserier (batch) af artikler eller produktionsår, som er fjernet fra markedet.

Når en farlig fyrværkeriartikel er blevet fjernet fra markedet, afslutter Sikkerhedsstyrelsen sagen. Du kan herefter finde produktet i arkivet over farlige produkter.