Typer af ledninger
Der findes overordnet tre ledningstyper, som oftest bliver brugt til en forlængerledning eller elprodukter.
Plastkappeledninger
Der findes både flade og runde ledninger med plastkappe og plastisolerede ledere.
Plastkappeledningerne kan enten have to, tre eller fem plastisolerede ledere. Ledningerne bruges typisk indendørs til elapparater med og uden jord.
En almindelig plastkappeledning må ikke bruges til elapparater, som afgiver varme, eksempelvis strygejern, kogeplader og visse lamper.
Gummikappeledninger
Gummikappeledninger kan enten have to, tre eller fem gummiisolerede ledere. Ledningerne bruges typisk til elapparater, der anvendes udendørs eller til elapparater, der afgiver varme, for eksempel brødristere og loddekolber - henholdsvis uden og med jord.
Strygejernsledninger
Strygejernsledningen er flettet ind i tekstil. Den har to eller tre gummiisolerede ledere. Ledningen bruges typisk til elapparater, der afgiver varme for eksempel brødristere.
Hvilken ledning skal du bruge?
Det er altså ikke alle typer ledninger, man må bruge til alle apparater. Hvis du er i tvivl, så tag et stykke af den gamle ledning med til elinstallatøren og spørg ham til råds, før du skifter den.
Ledninger som bruges til svagstrøm, for eksempel antenner, højtalere og lignende, må ikke benyttes til stærkstrøm (230 volt).
Hold styr på ledningerne
Hvis man holder styr på boligens ledninger, er der mindre sandsynlighed for brandfare. Derfor bør du undgå "fuglereder" af ledninger.
Man kan holde styr på ledningerne ved at sætte dem fast langs væggen eller på paneler med plastikclips eller i ledningslister.
Plastikclipsene fås både til flade og runde ledninger. Der må ikke anvendes søm, hager, kramper eller hæfteklammer.
Hvis du er i tvivl om, hvilken leder eller klemmemærkning du har at gøre med, kan du få et overblik i figuren nedenfor.
Ledninger i den faste installation
Du må ikke selv udskifte en ledning eller installere nye i den faste elinstallation, hvis du ikke har en autorisation. I stedet skal du kontakte en autoriseret elinstallationsvirksomhed, som kan udføre opgaven.
Den faste elinstallation er groft sagt den del af boligens elinstallation, som du ikke kan tage med dig, når du flytter. Det er for eksempel målertavlen og fastmonterede stikkontakter.
Hvis du for eksempel skal sætte en lampe op eller skifte en stikkontakt, så er det vigtigt, at du får et overblik over elinstallationens ledninger og deres tilhørende klemmemærkning.
Find ud af, hvilken ledning du har med at gøre i figuren nedenfor.
Undersøg ledningerne, inden du går i gang
For at elinstallationen skal blive ved med at være sikker, bør du undersøge ledningerne for skader ved ethvert indgreb.
Undersøg, om det afisolerede kobber i ledningerne har mærker og revner, der kan resultere i, at kobberet knækker. Ved sådanne skader kan ledningen eventuelt kortes af.
Er ledningsisolationen gammel og porøs, kan det føre til kortslutning, og der er risiko for brand. Derfor skal ledningerne udskiftes af en elinstallatør.
Fem gode råd
- Hold styr på ledningerne
- Vid, hvilken type ledning du har med at gøre
- Genkend lederne på farverne
- Man må ikke selv udskifte ledninger eller installere nye i den faste elinstallation
- Undersøg ledningerne for skader, inden du går i gang