Markedskontrol - krav til dokumentation til fyrværkeri

Herunder kan du se, hvilke krav der er til dokumentationen på fyrværkeriartikler, der tages ud til kontrol.

Kontrol og tilsyn

Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol og tilsyn med, at bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1799 om krav til fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler overholdes.

Når vi udtager artikler til markedskontrol, beder vi dig om en række dokumenter. Du kan se herunder, hvilke dokumenter du skal kunne fremskaffe til os, når vi har udtaget artikler.

Vi udtager artiklerne med tre forskellige formål.

Dokumentkontrol og mærkningsundersøgelse

Vi kontrollerer, at mærkningen af artiklen lever op til kravene for mærkning af fyrværkeriartikler. Fyrværkeriet skal være CE-mærket, og der er krav til dansk brugervejledning. Derudover kontrollerer vi, at du er i besiddelse af dokumentation for produktet.

Krav til dokumentation

  • EU typeafprøvning (modul B) med tilhørende testrapport
  • Typeoverensstemmelse (modul C/C2), (modul D) eller (modul E) samt tilhørende testrapport
  • Kemi og snittegning
  • Godkendt transportklassifikation
  • EU-overensstemmelseserklæring

NEM-vejning

Vi sender de udtagne artikler til et akkrediteret testlaboratorium, som kontrollerer, at indholdet af artiklen er i overensstemmelse med kemi og snittegningen.

Den gennemsnitlige værdi af de 3 målinger for henholdsvis drivsats, spredningssats, effektsats og samlede NEM holdes op imod kemi og snittegningen.

Der accepteres følgende tolerancegrænser:

 Indhold

Maksimale afvigelser

Mængde ≤ 1,0 g

± 50 %

1,0 g < mængde ≤ 5,0 g

± 40 %

5,0 g < mængde ≤ 15,0 g

± 30 %

Mængde > 15,0 g

± 20 %

Hvis indholdet af henholdsvis drivsats, spredningssats, effektsats og samlet NEM ikke overholder tolerancegrænserne, lever artiklen ikke op til den typegodkendte model. Vi foretager dog altid en individuel konkret vurdering af sagen.

Krav til dokumentation

  • Godkendt transportklassifikation
  • Kemi og snittegning

Funktionstest

Der bliver foretaget en funktionstest for at kontrollere, at fyrværkeriet lever op til de væsentlige sikkerhedskrav. Vi sender artiklerne til et akkrediteret laboratorium, der tester, at artiklerne lever op til kravene i standard EN-15947 på fyrværkeriområdet. Sikkerhedsstyrelsen vurderer på baggrund af testresultaterne, om artiklen fortsat kan gøres tilgængelig på markedet.

Krav til dokumentation

  • Godkendt transportklassifikation

Påbudsbelagte artikler, der ikke lever op til de væsentlige sikkerhedskrav, vil kunne ses i vores register over farlige produkter.

Du kan finde en liste over farlige fyrværkeriartikler her.