Installation af fjernvarmemålere

Der er i flere artikler i pressen i efteråret 2000 stillet spørgsmål ved den elektriske sikkerhed i forbindelse med installation af varmemålere i Århus. Det drejer sig om installationer, der er udført med en separat transformer anbragt i gruppetavlen efter anvisningerne i ELRÅD-MEDDELELSE, Installationer nr. 5/98.

Denne artikel er udarbejdet med udgangspunkt i de regler, der var gældende, da artiklen blev offentliggjort. Vær opmærksom på, at reglerne kan være ændret senere.


Ingen forøget risiko ved installation

Artikel fra 2002:

Elektricitetsrådet har efterfølgende foretaget en række tilsyn for at følge op på denne usikkerhed og kan konkludere, at der ikke er tale om en forøget risiko ved disse installationer.

Elektriske installationer, herunder installationen til fjernvarmemålere, skal principielt udføres efter bestemmelser i Stærkstrømsbekendtgørelsen, Elektriske installationer 1993 (SBEi). Elektricitetsrådet har i 1998 lavet en vejledende fortolkning af, hvordan man tilslutter varmemålere direkte på stikledningen til installationen. Den kan læses i ELRÅD-MEDDELELSE, Installationer nr. 5/98.

Det centrale i denne ELRÅD-meddelelse er, at elsikkerheden tilvejebringes gennem to hovedområder, nemlig beskyttelse mod overstrøm og beskyttelse mod indirekte berøring. De krav, som stilles i installationsbestemmelserne, svarer således til den fortolkning af reglerne, som fremgår af ELRÅD-meddelelsen. Man kan ikke udføre installationen til varmemåleren alene efter ELRÅD-MEDDELELSE, Installationer nr. 5/98, men skal overholde alle øvrige krav i Stærkstrømsbekendtgørelsen.

Nedenfor gennemgås hvorledes beskyttelse mod overstrøm og beskyttelse mod indirekte berøring er tilvejebragt gennem henholdsvis ELRÅD-MEDDELELSE, Installationer nr. 5/98 og Stærkstrømsbekendtgørelsen.

Beskyttelse mod overstrøm

Efter Stærkstrømsbekendtgørelsen, Elektriske installationer 1993, kan kortslutningsbeskyttelsen anbringes efter den ledning, som skal beskyttes, når længden ikke overstiger 3 m, og at faren for kortslutning, brandfare og fare for personer kan anses for udelukket. Overbelastningsbeskyttelsen kan udelades, hvis brugsgenstanden ikke kan forårsage overbelastning af ledningen.

I ELRÅD-MEDDELELSE, Installationer nr. 5/98 er beskrevet installationen af fjernvarmemålere med separat strømforsyning, hvor transformeren er placeret i eller umiddelbart ved gruppetavlen og forsynet direkte fra stik- eller hovedledningen før HFI/HPFI-afbryderen.

Det kræves, at der anvendes en sikkerhedstransformer, som enten skal være i ubetinget kortslutningssikker udførelse eller være fail-safe. Ledningerne i primær-kredsen til sikkerhedstransformeren for fjernvarmemåleren skal enten være kortslutningsbeskyttet af stikledningssikringerne eller kortslutningssikkert oplagt.

Transformerens konstruktion sikrer, at der ikke kan ske overbelastning af primær-kredsen, da transformeren uanset belastningen ikke kan trække en større strøm, end ledningerne vedvarende kan belastes med.

Beskyttelse mod indirekte berøring

Ved indbygning af en sikkerhedstransformer for fjernvarmemålere i en tavle skal installatøren altid sikre sig, at det oprindelige sikkerhedsniveaue for tavlen ikke forringes.

Der var tidligere ikke krav om, at tavler skulle beskyttes mod indirekte berøring. I ældre tavler, der er udført efter de tidligere bestemmelser, er der derfor heller ikke krav om anvendelse af dobbeltisoleret ledning før HFI-afbryderen fx til lederne som forsyner transformeren.

Ledningerne skal dog altid være anbragt i kapslinger og skal oplægges således, at de ikke udsættes for mekanisk beskadigelse.

Nye tavler udført efter bestemmelserne for Lavspændingstavler i Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 13, eller afsnit 439, skal være beskyttet mod indirekte berøring. Typisk er boligtavler, efter de nye bestemmelser, beskyttet ved totalisolation, og beskyttelseklemmerne er isoleret fra tavlernes interne metaldele fx DIN-skinner. I disse tavler er der ikke krav om anvendelse af dobbeltisoleret ledning og kortslutningssikker oplægning af interne ledere til sikkerhedstransformere for fjernvarmemålere.

Tavler kan også være udført som klasse I og installeret i TN-systemer, hvor de er beskyttet ved "nulling". I sådanne tavler er der ikke krav om anvendelse af dobbeltisoleret ledning, men det skal sikres, at udløsetiden for beskyttelsesudstyret, typisk stikledningssikringen, er opfyldt ved en isolationsfejl på lederne til transformeren. Er der derimod tale om en tavle i klasse I installeret i TT-system, hvor beskyttelsesudstyret, normalt HFI- eller HPFI-afbryderen, er anbragt i tavlen, vil der være krav om, at alle ledere foran beskyttelsesudstyret skal være dobbeltisoleret eller kortslutningssikkert oplagt.

Målersystemet på sekundærsiden af sikkerhedstransformeren er beskyttet mod både direkte og indirekte berøring ved ekstra lav spænding (SELV). Transformeren er i sig selv beskyttet ved dobbeltisoleret udførelse.

Stikprøvekontrol

Elektricitetsrådet har på baggrund af de nævnte artikler i pressen foretaget en stikprøvekontrol geografisk spredt i området nær Århus.

Undersøgelsen gav følgende resultat:

86,5 % af eftersynene gav ikke anledning til bemærkninger.

13,5 % af eftersynene gav anledning til én enkelt bemærkning af generel installationsteknisk karakter.

Fejlene består primært i fremføring af ledere uden for kapslinger på korte afstande, en defekt kapsling og en beskadiget isolation på en leder til en transformer. Fejlene er angiveligt opstået i forbindelse med installationen af transformeren, men er en generel tilsidesættelse af SBEi. Ingen af de konstaterede fejl kan beskrives som umiddelbart farlige for personer eller ejendom, idet der ikke var tale om direkte berøringsfare ved tilgængelige spændingsførende dele eller tegn på, at disse fejl skulle kunne udvikle sig til brandtilløb eller brand.

Det er Elektricitetsrådets vurdering, at en varmemåler installeret efter ELRÅD-MEDDELELSE, Installationer nr. 5/98 ikke medfører en forøget risiko. Denne konklusion underbygges Elektricitetsrådets brand- og ulykkesstatistikker, hvor der hverken er registreret brandtilløb, brande eller ulykker forårsaget af installationer til fjernvarmemålere.