Fyrværkerisikkerheden

Publiceret d. 11. november 2004
Alle involverede parter er i arbejdstøjet

NYHED: - Jeg kan med tilfredshed notere, at alle involverede parter har givet arbejdet med øget sikkerhed på fyrværkeriområdet højeste prioritet og er trukket i arbejdstøjet, siger økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen.

- Vi sigter mod klare forholdsregler, som ikke kan misforstås og som kan skabe tryghed. Allerede i næste uge vil vi være nået så langt, at vi på et pressemøde kan præsentere en plan for indsatsen på området.

Den aktuelle status på arbejdet med øget sikkerhed for fyrværkeri efter ulykken i Kolding er:

  • Allerede nu har forsvaret modtaget mange containere med fyrværkeri og flere er på vej
  • Taskforcen til bekæmpelse af det illegale marked for fyrværkeri er i gang
  • Det samme gælder det tværministerielle kulegravningsudvalg
  • En pulje på 30 mio. kr. til forebyggelse af ulykker er sikret.

- Det er meget vigtigt for mig, at vi får det hele på plads hurtigt. Det faktum, at sæsonen for nytårsskyts ligger lige om hjørnet, øger behovet for hurtig aktion, siger økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen.

Forsvaret har allerede modtaget eller truffet aftale om oplagring af 37 containere og omkring 100 paller med fyrværkeri. Forsvaret tager fortsat mod henvendelser på tlf. 4567 3163.

Direktør Søren Krøigaard, Sikkerhedsstyrelsen, er formand for den taskforce, som netop er dannet. Taskforcen koordinerer indsatsen til bekæmpelse af det illegale marked for fyrværkeri. Taskforcen består af repræsentanter fra politiet, Told&Skat, Beredskabsstyrelsen samt Sikkerhedsstyrelsen.

Erhvervsjuridisk direktør, Jens Bødtcher-Hansen, Økonomi- og Erhvervsministeriet, er formand for kulegravningsudvalget, der blev nedsat efter ulykken i Seest. Opgaven er her at gennemgå det samlede regelkompleks med betydning for fyrværkeri-virksomhed og komme med forslag til, hvordan reglerne kan strammes for at nedbringe risikoen for gentagelser af ulykken i Seest, Kolding.

I udvalget deltager repræsentanter for:

  • Økonomi- og Erhvervsministeriet
  • Forsvarsministeriet
  • Justitsministeriet
  • Miljøministeriet
  • Beskæftigelsesministeriet
  • Amtsrådsforeningen og
  • KL samt Københavns og Frederiksberg kommuner

Yderligere oplysninger 
Pressechef i Økonomi- og Erhvervsministeriet Annette Juhler Kjær tlf. 33924199 / 20402050 eller pressesekretær Erik Ljunggren tlf. 33923115 / 40184346.