Sikkerhedsstyrelsen advarer mod livsfarlige biopejse

Publiceret d. 15. november 2009
Sikkerhedsstyrelsen har fået kendskab til to tilfælde, hvor såkaldte biopejse er eksploderet. Den første eksplosion skete på Færøerne 18. marts og den anden i Brøndby Hallens Restaurant 9. november.

NYHED: Begge ulykker heldigvis uden skade på mennesker.

Pejsene er købt via QXL og Lauritz.com, og ingen af pejsene, styrelsen har kendskab til, bærer identifikationsmærker.

Biopejsene kan eksplodere

Biopejsene er farlige, fordi der kan ske en eksplosion, hvor de tre bægre til bioethanol skydes op i luften med stor kraft. Eksplosionen opstår, hvis der spildes bioehtanol ned i pejsens lukkede kar, fx under påfyldning af væske.

Selv en lille mængde væske er nok til, at der kan opstå en eksplosion, da bægerne efterhånden opvarmes til over 400 grader. Det betyder, at dampene fra den spildte bioethanol opvarmes til selvantændelsestemperatur, hvorefter eksplosionen sker.

Sikkerhedsstyrelsen råder alle, som har købt den pågældende pejs, til at stoppe med at bruge den.

Sikkerhedsstyrelsen undersøger markedet for biopejse

Sikkerhedsstyrelsen iværksætter øjeblikkelig en screening af markedet med henblik på at finde lignende pejse.

Er der spørgsmål til denne pressemeddelelse kontakt kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen Dorthe G. Rasmussen på telefon 3373 2101.