Bibeskæftigelsesvirksomhed

Kan jeg få en bibeskæftigelsesautorisation?

Nej, det er ikke længere muligt at få en bibeskæftigelsesautorisation.

De virksomheder, der pr. 2. juni 2014 havde en bibeskæftigelsesautorisation, kan beholde den. Hvis autorisationen ophører af den ene eller anden årsag, er det ikke muligt at få en ny bibeskæftigelsesautorisation.

Kan jeg lave ændringer til min bibeskæftigelsesautorisation?

Du kan ændre, om du ønsker et CVR-nr. tilknyttet eller ej.

Har din enkeltmandsvirksomhed fået tilknyttet et CVR-nummer, skal du kontakte Sikkerhedsstyrelsen. Vær opmærksom på, at tilknytningen af et CVR-nummer betyder, at dit kvalitetsledelsessystem (KLS) skal endeligt godkendes af en kontrolinstans, inden der er gået 6 måneder. Derefter skal dit KLS auditeres og gengodkendes med et interval, der ikke overstiger 2 år.

Ønsker du ikke længere at have tilknyttet et CVR-nummer, skal du også kontakte Sikkerhedsstyrelsen. Her skal du vedlægge dokumentation for ophør af CVR-nummer og dokumentation for, at dit KLS er gyldigt på ændringstidspunktet. Du skal fortsætte med at sørge for, at dit KLS auditeres og gengodkendes med et interval, der ikke overtiger 2 år.

Hvis du ønsker at ændre din bibeskæftigelse til en hovedbeskæftigelse med samme CVR-nummer, skal du sende en ny virksomhedsansøgning. Hvis du har et gyldigt kvalitetsledelsessystem, kan du bruge det i stedet for en forhåndsgodkendelse.

Kan jeg ændre min autorisation fra bibeskæftigelse til hovedbeskæftigelse?

Ja, men du skal være opmærksom på, at hvis du søger en autorisation, og der allerede er en bibeskæftigelsesautorisation på samme cvr-nummer, så bortfalder din bibeskæftigelsesautorisation, og det vil ikke være muligt at opnå en ny.

Læs mere om ansøgning om autorisation.

Kan jeg slippe for KLS i min bibeskæftigelsesvirksomhed?

Vi skelner mellem, om din virksomhed har tilknyttet et cvr-nummer eller ej. Hvis din bibeskæftigelsesvirksomhed har tilknyttet et cvr-nummer, skal du have et godkendt kvalitetsledelsessystem (KLS), der løbende skal efterprøves. Hvis din bibeskæftigelsesvirksomhed pr. 2 juni 2014 ikke havde tilknyttet et cvr-nummer, skulle din virksomhed blot have en forhåndsgodkendelse af KLS. Du skal huske at give os besked, hvis din virksomhed får et cvr-nummer.

Læs mere om KLS.

Kan jeg tilføje et cvr-nummer til min bibeskæftigelsesvirksomhed?

Ja, men det kræver, at du, inden der er gået 6 måneder, kan dokumentere, at dit kvalitetsledelsessystem (KLS) er godkendt. Derefter skal det efterprøves hvert andet år.

Læs mere om KLS.

Kan jeg fjerne mit cvr-nummer fra min bibeskæftigelsesvirksomhed?

Ja, men det kræver, at du fortsat kan dokumentere, at dit kvalitetsledelsessystem (KLS) bliver efterprøvet og godkendt hvert andet år.