Elsikkerheden halter i pizzeriaer og grillbarer
En meget hyppig fejl er, at der mangler jordforbindelse til køkkenmaskiner og andre elprodukter, typisk fordi udstyret ikke har en stikprop med jordben, der passer i stikkontakten. Dermed kan beskyttelseslederen fra elinstallationen ikke overføres til køkkenudstyret.
- Beskyttelseslederen sørger for jordforbindelse og sørger for, at strømmen bliver afbrudt, hvis der er fejl i et elprodukt. Det er en sikkerhed mod at få alvorlige stød, hvis der er fejl på ovnen eller røremaskinen. Og det er ekstra vigtigt på en arbejdsplads, hvor der er flere brugere af udstyret og hvor slid og belastning af udstyret er væsentligt større end i et privat køkken, siger kontorchef Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen.
Andre hyppige fejl er elmateriel, der er slidt og defekt samt eltavler, der har revner eller helt mangler afdækning. Mange steder har eltavlerne heller ikke været mærket korrekt, så det er let at afbryde en gruppe, hvis der er fejl på installationen eller der skal arbejdes på den.
- Slidt materiel og revnede eltavler betyder i mange tilfælde, at det er muligt at få fingrene ind i strømførende dele, så der er risiko for at få stød. Derfor er der krav om, at elmateriel, installationer og eltavler skal holdes i orden. Og det er også vigtigt, at eltavlen har den rigtige mærkning, både hvis man selv får brug for at afbryde en sikringsgruppe og hvis en elinstallatør skal arbejde på installationen, siger Søren Assenholt Muff.
Han opfordrer til at tjekke, at stik og stikkontakter passer sammen, så jordforbindelsen bliver overført korrekte, og jævnligt at kontrollere, at elinstallationerne ikke har synlige skader.
- Og hvis man er i tvivl om, hvorvidt installationen lever op til elsikkerhedsreglerne, er det en god ide at få en autoriseret elinstallatørvirksomhed til at gennemgå installationen. Så får man sikkerhed for, at installationen er udført og vedligeholdt efter reglerne, siger Søren Assenholt Muff.