Fejl på skydedøre skal rettes

Publiceret d. 27. oktober 2022
Nye beslag skal forhindre skydedøre fra Velfac i at falde ud.
Velfac-skydedør
Velfac-skydedør

Virksomheden Velfac har konstateret, at nogle af de skydedøre, som virksomheden har produceret, har en fejl i beslagene, som gør, at døren risikerer at fejle over tid og falde ud. Det er sket i flere tilfælde, og nu har virksomheden oplyst til Sikkerhedsstyrelsen, at dem, der har købt skydedøren i perioden fra 2014 til maj 2022, vil blive kontaktet med et tilbud om at få skiftet det usikre beslag ud.

Det er skydedøren Velfac V237 Energy, High Threshold, der har vist sig at have en fejl, så ophænget af døren kan blive slidt. Det kan medføre, at døren på et tidspunkt kan falde ud af beslagene, når den åbnes.

Virksomheden har meddelt Sikkerhedsstyrelsen, at det forventes, at langt de fleste ejere af terrassedøren kan kontaktes direkte med tilbud om udskiftning af beslagene. Det vil ske inden udgangen af 2023.