Gør det selv-videoer om el hitter

Publiceret d. 23. november 2021
Sikkerhedsstyrelsen og TEKNIQ Arbejdsgiverne har succes med at formidle el-sikkerhed på videoer. Alene i år har visningerne i app’en TEKNIQ EL rundet en million visninger.
Optagelse til elsikkerhedsvideo.
Optagelse til elsikkerhedsvideo.

Steen Søgaard fra Sikkerhedsstyrelsen bliver endnu ikke genkendt i Brugsen, men han er et meget kendt ansigt blandt el-installatører og elektrikere.

Siden 2017 har Sikkerhedsstyrelsen i samarbejde med TEKNIQ Arbejdsgiverne udarbejdet korte videoer, hvor Steen Søgaard informerer først og fremmest fagfolk om el-sikkerhed. Det gælder alt fra etablering af ekstra stikkontakt over ladestander-krav til installation af varmepumper.

Alene i år har visningerne nu rundet en million i app’en TEKNIQ EL. Nogle af videoerne er også målrettet almindelige forbrugere, og alle videoerne findes frit tilgængelige på sik.dk

Chefkonsulent Jesper Sandberg fra TEKNIQ Arbejdsgiverne siger:
- Elektrikerne vil gerne gøre deres arbejde rigtigt, men ikke alle har den store trang til at læse lange lovtekster. En video på 3-5 minutter er derfor værdifuld kommunikation. Vi er meget begejstret for samarbejdet med Sikkerhedsstyrelsen om videoerne, som betyder, at vores app er en stor succes.

Mange elektrikere bruger også videoerne til kundeinformation. Fra Sikkerhedsstyrelsens side er formålet at højne elsikkerheden i Danmark.

- Vi skaber samfundsværdi ved at guide brugerne til, hvordan de kan udføre deres el-arbejde korrekt, undgå at komme til skade og medvirke til at hindre brandfare, siger teknisk sagsbehandler Steen Søgaard, som er glad for, at videoerne når langt ud.

- Jeg er dog endnu ikke blevet genkendt i Brugsen, og mine sønner er heller ikke synderligt imponeret over min film-biografi, siger Steen Søgaard.

Se videoerne med gode råd om elsikkerhed på sik.dk.