Kærligheden kaldte mig hjem

Publiceret d. 20. maj 2022
Egentlig havde Julie Kirstine Lockdahl ikke tænkt sig, at hun skulle flytte tilbage til hjemegnen. Men turen gik til Esbjerg lige efter det glade studieliv i Aarhus.
Juristen Julie sidder på en trappe i Sikkerhedsstyrelsen
Julie

- Jeg vidste egentlig ikke hvilken type jurist, som jeg skulle være, lige da jeg var uddannet. Men jeg havde mødt kærligheden, og så var der ikke så meget at rafle om. Derfor flyttede jeg hjem til Vestkysten igen, og det valg har jeg ikke fortrudt.

Kort efter fik Julie Kirstine Lockdahl job i Sikkerhedsstyrelsen som jurist, og hun elsker sin meget varierede hverdag.

- Nogle dage skriver jeg regler eller hjælper mine kollegaer i huset med juridiske afklaringer, mens jeg andre dage arbejder med europæiske projekter som revision af byggevareforordningen og legetøjsdirektivet. Måske skyldes det styrelsens størrelse, men der er masser af spændende opgaver og mulighed for at tage ansvar, siger Julie.

I dagligdagen sætter hun også stor pris på sine kolleger i juridisk afdeling, der både er søde, rummelige og sjove.

- Det er en god hverdag, og jeg er glad for at have mit voksne arbejdsliv her, siger Julie. Så glad at parret også lige har købt hus i hjembyen Bramming.

Du kan blive kollega med Julie. Sikkerhedsstyrelsen søger i øjeblikket fire jurister, så brug weekenden på at sende os en ansøgning.