Denne artikel er udarbejdet med udgangspunkt i de regler, der var gældende, da artiklen blev offentliggjort. Vær opmærksom på, at reglerne kan være ændret senere.
ARTIKEL FRA ELECTRA 2013:
Type-T LED-rør
Type-T LED-rør bliver markedsført i stort omfang i EU, og det er hensigten, at rørene skal erstatte de traditionelle type-T lysstofrør, enten i eksisterende belysningsarmaturer eller i ombyggede belysningsarmaturer. Men mange af produkterne lever ikke op til sikkerhedskravene, og det giver risiko for elektrisk stød ved kontakt til spændingsførende dele. For eksempel kan man få et livsfarligt stød, hvis man sætter den ene ende af røret i belysningsarmaturet og samtidig kommer til at røre ved den anden ende af røret.
- Som producent, importør eller distributør er det dig, der har ansvaret for at sikre, at de produkter, du markedsfører, lever op til sikkerhedskravene i lavspændingsdirektivet. Men det er også vigtigt at huske, at hvis man ændrer ved det originale belysningsarmatur, kan man samtidig også ændre på sikkerheden ved det, forklarer Mette Cramon, som er kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.
På nuværende tidspunkt er der ingen konkret standard for produkterne, men Sikkerhedsstyrelsen følger LVD-ADCOs anbefaling.
LVD-ADCO
- LVD står for lavspændingsdirektivet.
- ADCO er forkortelsen for ”Administrative Co-operation” - myndighedssamarbejde i EU-sammenhæng.
- ADCO diskuterer markedsovervågning på bestemte områder og udarbejder vejledninger, så landene fortolker standarder ens og dermed vurderer bestemte produkter på samme måde.