Legetøj, der kan være farligt for børn under tre år, skal være mærket med en advarsel om, at det er forbudt for børn på 0-3 år. Samtidig kan der være anden aldersmærkning på legetøjet. Den drejer sig om legeværdi og har ikke noget med sikkerhed at gøre.
Advarselsmærkning
Advarselsmærkningen på legetøj, som ikke bør komme i hænderne på børn under tre år, kan enten være en tekst som ”Ikke egnet for børn under tre år” eller et advarselssymbol. Advarselssymbolet er grafisk udformet som et forbudsskilt. Ud over mærkningen, skal den særlige fare ved legetøjet beskrives, eksempelvis i en brugsvejledning.
Mærke med legeværdi
Firmaer kan også vælge at mærke legetøjet med en legeværdi, som ofte er angivet med tal, fx ”3+” eller ”2-5 år” på emballagen. Denne mærkning med legeværdi har intet at gøre med sikkerhed, og den kan kun betragtes som en anbefaling. Det er udelukkende producentens angivelse af, hvilken aldersgruppe legetøjet kan være interessant og udviklende for.