Derfor er det rigtig vigtigt, at forældre er klar over risikoen, så de kan forebygge ulykker med batterier.
Hvad er knapcellebatterier?
Knapcellebatterier er specielt designet til en række mindre produkter – eksempelvis høreapparater, ure og legetøj.
De har form som en mønt og findes i forskellige størrelser.
Ofte er batterierne ikke synlige for forældre og brugere af produkterne, fordi de allerede er integreret i de forskellige apparater.
Farer ved knapcellebatterier
Små børn kommer alt i munden, og de kan komme til skade, hvis de sluger et knapcellebatteri. Risikoen er størst, når knapcellebatteriet bliver skiftet.
I de fleste tilfælde passerer knapcellebatteriet igennem barnets krop uden at gøre skade, men gør de ikke det, er der en række risici.
Knapcellebatteriet kan sætte sig fast i spiserøret. I værste fald kan det være fatalt.
Hvis barnet ikke bliver behandlet, kan et lithium-ion-knapcellebatteri generere en elektrisk strøm mellem batteriet og væv og væsker i spiserøret. Det kan medføre stor skade og kræver omgående medicinsk behandling og fjernelse af batteriet.
Vær særligt opmærksom på batterier, som er to centimeter eller mere i diameter. De har en størrelse, hvor de nemmere kan komme til at sidde fast i spiserøret.
Forebyggende råd til forældre
Der er fire gode og praktiske råd til forældre i forhold til at mindske risikoen for, at et barn sluger et batteri.
4 gode råd om knapcellebatterier
- Opbevar små batterier uden for børns synsfelt og rækkevidde
- Når du åbner en pakke med flere batterier eller knapcellebatterier, skal du sørge for, at børn ikke har adgang til de resterende batterier i pakken
- Vær sikker på, at rummet, som batteriet sidder i i legetøjet eller produktet, er lukket forsvarligt og børnesikret eller at produktet bliver opbevaret uden for små børns rækkevidde
- Undgå at opbevare små batterier i pilledåser eller lignende beholdere, som kan medføre, at nogen tror, de er medicin
Hvis dit barn har slugt et knapcellebatteri
Er skaden sket, og har dit barn slugt et batteri - knapcelle eller almindeligt - skal du handle på det straks.
Det skal du gøre
- Kontakt straks lægen eller skadestuen
- Lad IKKE dit barn drikke eller spise noget, før det er blevet røntgentfotograferet, og det er konstateret, om det har slugt et batteri eller ej
- Tag emballagen til batteriet med, hvis du stadig har den. Det hjælper lægen med at identificere, hvilken type batteri der er tale om, og hvilken kemi det indeholder
Link til Europa Kommissionen
Læs mere om batterier
Få gode råd til nåde at forebygge, at børn sluger batterier, og hvad man skal gøre, hvis uheldet er ude.