Børn kan blive kvalt i små dele fra legetøj. Du kan bruge en legetøjstester til at teste, om legetøj eller smådele i dit hjem er så små, at de er farlige for dit barn i alderen 0-3 år.
Både inde og ude er der små dimser, der er sjove at putte i munden for et barn. Det kan være alt fra terninger, små klodser og ødelagt legetøj til skruer eller knapper.
Derfor bør du altid være ekstra opmærksom på de små dele, der ligger og flyder. Dit barn kan nemlig blive kvalt i de små dele, hvis det får dem galt i halsen.
Sådan tester du dit barns legetøj
Legetøjstesteren svarer til størrelsen af en barnehals. Den måler 3,17 cm i diameter, 2,54 cm på den korte side og 5,71 cm på den lange side.
- Put legetøjet eller andre små dimser ned i testeren.
- Kan dimsen ligge i testeren uden at rage op over kanten, er den farlig for dit barn.
- Du må ikke tvinge noget ned i testeren. Uanset hvad du vil teste, skal det altid selv kunne glide ned i testeren uden tvang.
Her kan du se en video om, hvordan legetøjstesteren bruges.
Lav din egen legetøjstester
Har du ikke en legetøjstester, kan du bruge vores 'Print-selv tester'. Den er vejledende og giver dig en idé om, hvornår mindre genstande er så små, at de er farlige for dit barn.