Sådan undgår du ulykker, når børnene leger på trampolinen

Når det er sæson for trampoliner, gynger, boldspil og grill, så skal du sikre dig, at udelivet og legen er sikker for børnene.

Sikkert udeliv med børnene

Når sandkasse, trampolin, løbecykel og legeredskaber gøres klar til leg, skal du tjekke, at det stadig er i god stand efter vinterens kulde, så du undgår ulykker. Følg trampolintjekket og gør jeres trampolin sikker inden brug.

Trampoliner er både sjove og sunde. Men der er god grund til at have styr på sin trampolin. Hvert år kommer mere end 8.000 børn til skade på havetrampolinen.

Du og dit barn kan undgå ulykkerne ved at følge de fem gode trampolinråd, som er lavet i et samarbejde mellem Børneulykkesfonden, Forbrugerrådet og Sikkerhedsstyrelsen. Læs de gode råd og bliv klar til leg.

Trampolintjek

  1. Du skal vedligeholde trampolinen og jævnligt lave et eftersyn af fjedre, kantpude, dug og sikkerhedsnet.
     
  2. Du bør altid stille trampolinen på så blødt et grundlag som muligt, for eksempel græsplænen.
     
  3. Du skal tjekke, at du fæstner benene solidt, og at samlingerne sidder ordentligt sammen.
     
  4. Du skal sørge for at samle trampolinen sikkert og forsvarligt efter monterings- og brugsanvisningen.

De fem trampolinråd - Hop med hovedet!

  • Hop altid én ad gangen
  • Brug sikkerhedsnet
  • Slå aldrig saltomotaler
  • Børn under seks år skal have en voksen ved trampolinen
  • Husk at give trampolinen et sikkerhedstjek jævnligt

Andre gode råd til et sikkert udeliv

  1. Pas på ved gyngestativet – du skal lære dit barn, at det er farligt at gå foran og bagved en, der gynger.
     
  2. Du skal sørge for at haveredskaber og værktøj er uden for dit barns rækkevidde.
     
  3. Dit barn bør ikke have halstørklæde på, når det leger, da det kan udgøre en kvælningsfare. Du bør generelt undgå tøj med lange, løse snore eller bindebånd til børn.
     
  4. Børnene bør altid holde afstand til grillen, ukrudtsbrænderen og andre varme genstande i haven.