Sådan gør du dit køkken børnesikkert – 7 gode råd

Børn er nysgerrige og vil udforske verden. Det er hyggeligt at have sit barn med i køkkenet, men køkkener kan være farlige for små børn. Få gode råd om, hvordan du gør køkkenet sikkert for børn og undgå ulykker.

Et børnesikkert køkken

Når dit barn selv kan bevæge sig rundt i køkkenet og gerne vil hjælpe, kan du forhindre ulykker ved at holde øjne og ører åbne og tage nogle forholdsregler. Der er varme overflader og varme væsker, som et barn ikke nødvendigvis er klar over. 

7 gode råd om børnesikkerhed i køkkenet

  1. Gå aldrig fra en tændt kogeplade.
     
  2. Læg ikke aviser, blade og andre ting på komfuret. Der er brandfare, hvis en kogeplade bliver tændt ved et uheld.
     
  3. Vælg et komfur med ovnlås. Børn er nysgerrige og vil gerne udforske verden – derfor bruger nogle børn skuffer, kasser og låger for at nå højere op. Ovnlåsen sikrer, at dit barn ikke kan åbne ovnen og bruge lågen som trappe.
     
  4. Køb altid et komfur med tippesikring, så komfuret ikke vælter, hvis dit barn skulle kravle op på ovnlågen.
     
  5. Vær opmærksom på, at miniovne kan blive meget varme.
     
  6. Træk stikket ud på blenderen og de andre køkkenmaskiner, når de ikke er i brug.
     
  7. Stil elkedel og kaffemaskine bagest på køkkenbordet og sørg for, at ledningerne ikke hænger ud over kanten, så dit barn kan få fat på dem.